Friday, 9 Dec 2022

Petrini slår til (og jeg rabler løs)

Stifteren af Slow Food, Carlo Petrini, efterlyser en politisk, holistisk gastronomi. På en konference i Californien, der passende havde titlen Slow Food Nation, har han langet ud efter flertallet af forbrugere. Både dem, der køber deres mad billigst muligt og dem, der idoliserer kokke og diskuterer opskrifter, selvfølgelig helst så farvestrålende illustreret som muligt. »De burde ikke tale om opskrifter, de burde tale om filosofi og smagens sensualitet«, fnyser han.

Nuvel. Det med prisen kan måske godt tåle endnu en vending her på bloggen. Det er rigtigt, at vi i Danmark bruger en forbavsende lille del af vores disponible indtægt på mad. Omtrent 9-10 % siger de seneste tal, så vidt jeg er orienteret. Men det er et gennemgående træk i hele Europa: I Italien er det tilsvarende tal faldet fra 32 % til 15 % i de forløbne 35 år.

Det skyldes først og fremmest, at vi har fået flere penge mellem hænderne. Det er den tyske statistiker Ernst Engel, der først har formuleret Engels lov: Når den disponible indtægt stiger, stiger forbruget på mad ikke med samme hast.

Her på bloggen stiller vi os som bekendt lidt kritiske over for påstanden om at det hele – også det faktum, at den danske madkultur i dag ofte beskrives som om den var så godt som forsvundet – skyldes at forbrugerne bare vil have varerne så billigt som muligt.

Det er jo en relativt selvindlysende påstand. Sandheden skal i virkeligheden ikke kun søges her, de er i virkeligheden i lige så høj grad dem, der skaffer os de varer, vi har at vælge imellem, altså detailhandel, landbrug og industri, de billigere varer bliver efterspurgt. Her hedder det blot omkostningsbevidsthed og bundliniefokus.

Globaliseringen – med Theodore Hewitt så gribende beskrevet som transportens proletarisering, har gjort det nærmest ufatteligt billigt at transportere ensartede produkter rundt om kloden. Det er grunden til paradokset: Vi kan fodre vores plagede svin med GMO-sojaskrå fra Argentina og derefter transportere dem halvkvalte til Tyskland for at lade dem slagte og skære ud og så stadig slippe med at betale en tier halvkiloet for flæskefarsen.

Og selvfølgelig gælder det her som i alle andre af livets forhold: Det billige og tidsbesparende viser sig i længden at være det, der koster mest og tager længst tid.

Argentinas landbrug ligger i smadder, industrilandbrugets proletarer (de vil vist gerne selv kalde sig bønder) kan knapt følge med, år efter år må der en Lassen eller Gæmelke frem for blegt, men fattet at holde standardtalen om dyrplageri af værste skuffe – og det er EUs skatteborgere, der betaler cirkusset, især gennem miljøet.

Tim Lang fra London City University og Jules Pretty fra Essex University har regnet ud, at hvis alle englændere fik deres mad fra producenter, der bor inden for en radius af 20 km, vil samfundet kunne spare 2,1 milliarder pund om året på udgifter til miljø og trafik. Beløbet fortjener at blive skrevet fuldt ud og i danske kroner:

Det engelske samfund ville kunne spare 23.053.703.783,85 kroner pr år (treogtyve milliarder, treoghalvtreds milioner, syvhundredeogretusindesyvhundreogtreogfirs kroner og femogfirs øre)

Men sådan er det jo ikke: Vil vi gerne have bæredygtigt kød fra anstændige landmænd, må vi regel kigge langt efter det i køledisken. Det kræver, at vi bor i en storby med grundlag for en sådan slagterforretning, er medlemmer af en indkøbsforening eller kender en landmand (ikke en af fabrikslandbrugets proletariat). Og finder vi det endelig koster det (tilsyneladende) meget mere end fabriks-svinekødet.

Opskriftsdyrkelsen og personkulten – som vi for øjeblikket kan se i TV på det dybest set indholdsløse turist-tv, der går under navnet Smag på Danmark er et andet fænomen. De tjener udelukkende som virkelighedsflugt, er altså min ydmyge mening. For når vi har glemt, hvordan man laver mad, kan vi altid fylde samtalekøkkenet med kogebøger med flotte billeder og tale om maden og de dejlige opskrifter.

For en af grundene til at vi har glemt, hvordan man laver mad, er selvfølgelig at vi overvældes med tilbud om at lade være: Det er jo meget lettere at købe kødet præmarineret, udskåret og lige-til-at-gå-til end det er et lave det selv. At det så i længden er langt dyrere, er en anden snak, som reklamerne ikke fortæller noget om.

Kogebøger og programmer om mad spiller samme funktion i vores kultur, som når den mekaniske musik erstatter det at spille selv.

Det dybere formål med bøgerne og programmerne er som regel ikke at genskabe vores evne til at lave mad, men blot at sælge flere kogebøger, mere kogegrej eller flere produkter med »stjernens« navn på (og her er det så en af mine venner plejer at betegne mig frankfurteren, i hvilket han nok haver nogenledes ret).

Og så tilbage til Petrini, som har fem hovedtemaer, vi kan lægge os på sinde (og som Svensk TV sikkert snart laver en folkeoplysende programserie over …):

  • Industriel fødevareproduktion ødelægger maden og jorden
  • Alle gastronomer må blive miljøforkæmpere, alle miljøforkæmpere må blive gastronomer
  • Gastronomi handler ikke om opskrifter og råvarer, gastronomi handler om alting
  • Madens fremtid skal være god, ren og retfærdig
  • Lokaliseringen skal genopfindes

2 thoughts on “Petrini slår til (og jeg rabler løs)

  1. Jaja, vi kan ganske vist få det hele præfabrikeret – det er så som oftest også ensbetydende med at vi lader andre om at vælge hvad »det hele« er. Desuden er vi meget dårlige til at udnytte vores eget potentiale, også når vejret er til frisk grønt, fisk osv.

    Fisk bliver transporteret på kryds og tværs: Vores fisk havner typisk i Midelhavslandene, mens den fisk der bliver serveret i kantiner, på hospitaler osv. er dyrket i dambrug i Østen eller Afrika (hvor man jo ved at sådan noget som resistente bakterier ligger meget højt i opmærksomhedshorisonten).

    Og et eksempel jeg før har været inde på: Det kan lade sig gøre at sælge økologiske løg fra Argentina til godtroende forbrugere, selv om de »konventionelle« kommer fra Danmark. Der er heller ikke nogen tvivl om hvordan det økologiske regnskab har det med den slags.

    Bare rolig – jeg er ikke ude på at sætte dig tilbage i hørskjorten og gumle på en tørret roe med en kop cikoriekaffe til. Du skal bare betale prisen for de importvarer, der trods alt er nødvendige.

    Som du jo også selv er inde på, skal det ske på en måde så bonden, der dyrker kaffen (eller som i et nyligt eksempel bananerne) ikke er under narkogangsternes tøffel (som fx in casu bananerne kan være af mærket chiquita). Og »prisen« er i virkeligheden kun en smule højere end den vi betaler i dag.

    Men min pointe er den simple at vi skal blive noget bedre til at vurdere bæredygtigheden i den måde vi producerer og transporterer råvarer på.

    Jeg har i øvrigt slet ikke været inde på WTO, EU, USA, G9, G20 og handelsbarrierer i denne omgang, men nu er min talepind vist knækket eller også bliver den det meget snart …

  2. Jeg er delvis enig, men også u-: Thi det er jo hele det moderne livs mirakel at vi IKKE behøver gøre alting forfra, slagte svin (fange dem først), dyrke grøntsager, karte uld etc. men kan få det hele præfabrikeret.

    Jeg hælder mere til det synspunkt at det er det præfrabrikerede vi bør stille større krav til. Og det vil vi muligens osse gøre, efterhånden som vi bliver rigere. Eller måske ikke. Under alle omstændigheder tror jeg vi spiser sundere i dag end vi nogen sinde har gjort, fedme, sprøjtegift osv iberegnet, men  jeg kan gerne modbevises af videnskæbelige undersøgelser.

    Jeg får KNOPPER af lokaliseringsfascismen: JEG VIL HAVE MIN RØDVIN FRA ARGENTINA, min kaffe fra Colombia (bæredygtigt økologisk betalt ordentligt til folk der ikke er under tøflen af narkoganstere…hm…), min cashmere fra osv.

    Hvad folk forbløffende glemmer er, at det her hjørne af verden er ubeboeligt det meste af året (og var det ikke for Golfstrømmen ubeboelig HELE året), og er ude af stand til at frembringe andet end basale fødevarer og en bette smule vindenergi. Jeg ved ikke om der findes en Currywurst skole, men den var værd at overveje som globalistsymbol…..

     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *