Køn og køkken

I den forløbne weekend var jeg til konfirmation. Værten købte råvarerne til maden gennem sin arbejdsplads: En institution, der bl.a. uddanner kokke. Hans sparring partner i køkkenregionerne bemærkede, at da de gik gennem kokkeafdelingen så de kun drenge.

Det undrede hende: For hvem er det i grunden, der står for langt hovedparten af madlavningen rundt omkring i verden – og måske også i Danmark? Det er kvinderne.

Det er til gengæld drengene, der søger kokkeuddannelsen og måske en flig af den samme gastronomiske berømmelse, der er blevet en Ferran Adría eller en Heston Blumenthal til del – eller som måske søger den rebelskhed, der kendetegner Jamie Oliver eller Nikolaj Kirk. Men det er i høj grad pigerne, der står for affordringen af familierne.

Kønsstudier antyder, at kvinder – helt fra jæger-samler-samfund har valgt de pligter, der er lettest forenelige med opdragelsen af børn. Det betyder, at de dengang tog sig af at »samle«, mens mændene »jagede«, og at de senere i den neolithiske periode, da vi bosatte os, kom til at stå for såning og høst, mens mændene tog sig af dyrene: I dag ser vi mønstret genspejlet omkring weber-grillen. Når det handler om ild, er det oftest farmand, der træder til.

Men har køkkenet stadig et køn – og kan man tale om at kønnene har forskellige måder at lave mad på? Der er måske noget, der tyder på det. I hvert fald er der meget få af de moderne, molekylære gastronomer, der er kvinder.

Man kan godt tale om at der er lighedspunkter mellem den måde, Mads Refslund fra MR og Mette Sia Martinussen fra Madeleines Madteater præsenterer deres menuer. Og måske er der lighedstegn mellem den måde, Mette Martinussen og Bo Bech leger med råvarerne og indtagelsen (tuben, skummet, at spise med fingrene).

Men forskellene er klart til stede: Det teknisk udfordrende, kemikalierne, den eksperimenterende og absolut grænseoverskridende »høje gastronomi«, der på nogle kan virke skræmmende og konkurrencebetonet som hos Bo Bech, er a mans world.

Kvinder skaber måltidsoplevelser og samler – så selv et menuelement, der indtages i dæmpet lys under ledsagelse af Gustav Mahlers femte symfoni (Morte in Venezia) hos Mette Martinussen ikke skræmmer.

Engang i slutningen af halvfjerdserne provokerede Ejler Jørgensen med at udtale til TV, at:

»Kvinder duer kun til at føde børn og lave dårlig mad«

Det er måske at tage munden lidt for fuld – og det viser sig da også, at kvinder faktisk har det lige så godt med teknikken som mændene. I New York Times fortæller Pamela Yung fra Room 4 Dessert, at hun til at begynde med følte sig lidt beklemt ved teknologien, men nu har lært den at kende, og anvender den, som den faktisk er tænkt – til at lette madlavningen.

I artiklen fra New York Times sammenligner Will Goldfarb fra Room 4 Dessert køkkenregionerne med moderne krigsførelse: Ligesom krigens regimenter, krævede et velfungerende køkkenregime før i tiden rå muskelkraft – i dag er der mindst lige så meget, der afhænger af at man forstår at anvende den moderne teknologi.

Og jeg vil endda tilføje: Madens allervigtigste funktion er at man under måltidet føler samhørighed med dem, man spiser med, og at man rejser sig fra bordet i en tilstand, der nærmer sig lykkelig. Det gælder, hvad enten man spiser hjemme eller ude.

Der er med andre ord hverken behov for en ny kønskamp eller for at teknologien og videnskaben tager madlavningen som gidsler. Vi skal anerkende, at madlavning som sådan både er for mænd og kvinder – og i øvrigt huske, at den overordnet hygiejniske måde, vi i dag ser på køkkenet og vores madvarer, for en stor del er kvindeskabt.

Det er måske på tide, at vi ser lidt nærmere på hvad det er for idealer, der konstrueres i kogebogsudgivelser, tv-programmer og kulturlivet i øvrigt. Er der ærlig talt brug for flere Bo Bech- eller Paul Cunningham-wannabees, der – måske – ufrivilligt omgærder madlavningen med en aura of mystik og en anelse helligfims?

Er der ikke snarere brug for gode håndværkere, der samtidig er gode til at lære fra sig – så gode madtraditioner og en god madkultur igen kan blive hvermandseje? Et retorisk spørgsmål!


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *