Wednesday, 7 Dec 2022

Fedmeklovnerier

Mandagens udgave af Politiken havde en interessant artikel om de offentlige kampagner om at spise sundt, grønt, fisk, bevæge sig drikke vand osv. osv.. Artiklen når frem til samme konklusion, som jeg tidligere har antydet: Kampagner hjælper ikke, for der er sjældent økonomi til at tage kampen op mod junkfood-industriens velsmurte reklamemaskineri.

Forleden så  jeg en webreklame for McDonalds såkaldte coinoffers: Et billede af en nigiri-sushi og teksten så meget rå fisk får du for 15 kroner. Budskabet var selvfølgelig, at det langt bedre kunne betale sig at købe en cheeseburger fra McD. Så enkelt kan det gøres!

Her til lands er kampagner mod overvægt dødsdømte på forhånd. Det bliver ved velmenende og pædagogiske websites og legetøj, ingen gider lege med, som fx en børnebox – der koster 25.000,- stykket. Hvis man for alvor skal gøre noget ved fedmeepidemien, er det nødvendigt at tage helt anderledes radikalt fat!

Måske skyldes det i virkeligheden en frygt for at støde industrien fra sig. Jeg vil til min død fastholde, at et af de bedste kostråd jeg har hørt længe, stadig er det, der var fremme for at par år siden: Man skal lave sin mad selv. Det led en stille og ubemærket død. Og man spekulerer i sit stille og af og til lidt pessimistiske sind på om den blomstrende obesity industry i virkeligheden har en reel interesse i at gøre noget ved fedmen. 

I dag trænges hærskarer af økonomaer og veltrimmede kostvejledere om de sparsomme spaltemilimetre – alle med stort set enslydende budskab: Det er din egen skyld, du er fed. For at der er tale om en lukrativ branche er der ingen tvivl om.

Søndagens Dags Dato på TV2 gav et eksempel: Unilevers angiveligt kolesterol-nedsættende margarine er (surprise) ikke det mirakelmiddel, reklamerne antyder. Men firmaet tager en voldsom overpris for produkterne – og står som vinderen i det spil om uvidenhed, der karakteriserer markedet for funktionelle fødevarer.

Man har heller ikke kunnet undgå at bemærke hvordan den folkekære ernæringsforsker Arne Astrup i den forløbne uge har optrådt som lønnet konsulent (og patentindehaver) for et medicinalfirma, kogebogsforfatter i Ude og Hjemme og senest gastronom (dog ikke kun en almindelig gastronom, men en gastronom med et indbringende patent og flere i kikkerten!) i Politikens søndagssektion – hvor han også lige fik luftet et par nærved injurierende påstande om DTU.

Men hvad nu hvis vi i stedet satte næring efter tæring og i stedet gjorde det, den italienske vinbranche gjorde for nogle år siden: Der var ikke nogen, der gad købe italiensk vin, og italienerne producerede nok til at fylde hele Middelhavet. Den kloge løsning viste sig at være at skære ned på gødningen og producere mindre vin, som så blev af højere kvalitet. Og i dag er der vel ikke nogen, der er i tvivl om at god, italiensk vin er værd at købe.

Tilsvarende kunne vi sagtens fjerne nogle overflødige fedtlag i madproduktionen herjemme. Vi kunne nøjes med at producere de varer, der reelt er brug for – der vil fx nok ikke være nogen, der dør af sult hvis bearnaisepulveret forsvandt fra supermarkedets hylder – og i øvrigt kunne vi lade være med at give støtte til nye ideer. 

Hvis så dertil vi havde seriøse ernæringsforskere, der ikke var så bange for at støde industrien, og interesserede sig mere for sammenhængene i samfundet end deres egne tegnebøger, karrierefremme og institutionelt fnidder, kunne vi måske komme i gang! Lige nu ser det ud som det hele … flyder hernede. Som Pennywise ville have sagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *