Sunday, 27 Nov 2022

Turen går til Cape Shit

Landsforeningen for Gylleramte kan godt gå hjem og lægge sig! Deres problemer er for intet at regne mod de problemer svinefabrikkernes naboer har i lande som USA, hvor miljøkravene ikke er så skrappe. Som for eksempel USA.

Her er det befolkningen i North Carolina, der må døje med gylleproblemerne – og Cape Fear, der må holde for, i en sådan grad, at den af og til bliver til Cape Shit. Det sørgelige er, at udviklingen her på mange måder minder om udviklingen i Danmark. Færre, men større besætninger, som det bliver beskrevet i en rapport fra University of Michigans Environmental Justice Group:

»Over the past decade, the number of hog producers in the state of North Carolina has fallen from 23,000 to 8,000, but the number of hogs in the state has nearly tripled. Large hog farming corporations have come into N.C. and have bought out smaller family farms, or have integrated with the smaller farms by providing hogs and materials in exchange for the use of the farmers land. In this time, a population of 7 million hogs has invaded and taken over the land and lives of residents living in the one time tobacco capital of the state«

Jeff Dietz skriver i Rolling Stone-artiklen Boss Hog, at Smithfield Pork, som er den største svineproducent i USA, årligt slagter 27 millioner svin – til sammenligning slagter Danish Crown 22 millioner svin årligt ifølge Levnedsmiddelbladet. Overvej lige logistikken i det. Det svarer til at skulle flytte alle indbyggerne i Mexico City en gang om året.

Og overvej lige miljøproblemerne. Svineproducenterne har herhjemme en klar interesse i at beholde en særstatus som landmænd – for, som Dietz skriver, hvis man krævede, at de skulle så meget som nærme sig industrien eller offentlige myndigheders miljøkrav, ville de tabe penge på produktionen.

I USA er miljøreglerne ikke så stramme som i Danmark – herhjemme er der regler om overdækning i Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Dietz beskriver situationer som disse i nærheden af de amerikanske gyllepøle:

»Epidemiological studies show that those who live near hog lagoons suffer from abnormally high levels of depression, tension, anger, fatigue and confusion. "We are used to farm odors," says one local farmer. "These are not farm odors." Sometimes the stink literally knocks people down: They walk out of the house to get something in the yard and become so nauseous they collapse. When they retain consciousness, they crawl back into the house«

Men miljøproblemerne kender vi alt til. Allerede nu taler man om opblomstring af giftige alger i de indre, danske farvande. Og svinefabrikkerne er blandt af de store forurenere – uanset om de vil være ved det eller ej. I Rolling Stone-artiklen bliver gylle i voldsomt store mængder sammenlignet med radioaktivt affald.

Vi har vist endnu til gode at stifte bekendtskab med en af de rigtig sjove mikroorganismer, der elsker svinegødning – Pfiesteria piscicida (den er set i Norske farvande, så det kan vel ikke vare længe). »Efternavnet«, piscicida, siger vel det meste: Fiskedræber. Når den blomstrer, kan man selvsagt ikke fiske, men man skal heller ikke kun lade være med at bade, man skal faktisk helt lade være med at sejle eller opholde sig i nærheden af vandet, skriver Rolling Stone:

»Breathing the air above the bloom caused severe respiratory difficulty, headaches, blurry vision and logical impairment. Some fishermen forgot how to get home; laboratory workers exposed to Pfiesteria lost the ability to solve simple math problems and dial phones; they forgot their own names. It could take weeks or months for the brain and lungs to recover«

Herhjemme diskuterer vi – i hvert fald indtil sommeren sætter ind og badeforbuddene melder sig – dyrevelfærd. Efter min mening er diskussionen om dyrevelfærd nyttig for svinefabrikanterne: Det er et følsomt emne, som fjerner opmærksomheden fra det egentlige problem, svinefabrikkernes størrelse.

Og det er meget nemmere for svinefabrikanternes top hogs at stå på Axeltorv og hælde vand ud af ørene, mens man taler om dyrplageri af værste skuffe end at tage egentlige initiativer til omlægning af produktionen og uddannelsen af de landbrugsansatte.

Egentlige forbedringsforslag er svinefabrikanterne selvfølgelig ikke interesserede i – hvorfor skulle man da også give søerne leveforhold, der tillader dem at udfolde et minimum af instinkt. Som fx nogle folketingsmedlemmers forslag om at give hver so et halvt kilo halm om dagen: Men nej. Omkostningerne vil være for store. I stedet vil man bruge gummimåtter – den fejlernærede so i spændetrøje, jeg tidligere har omtalt.

Det største problem er mængden af svin, vi har at gøre med. Det gælder uanset om man skal af med affaldet eller om man skal håndtere svinene forsvarligt, mens de er i live. Miljøproblemer og problemer med dyrevelfærd er kun symptomer.

Symptomer på en produktion, der har taget magten over en forældet andelsbevægelse, og som håndteres af relativt lavtuddannede bønder, men som burde håndteres af højtkvalificeret personale med en solid uddannelse i etisk forsvarligt dyrehold og årelang erfaring fra tung, kemisk industri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.