Fedme, sukkersyge og forurening

Der er en sammenhæng mellem overvægt og gammelmandssukkersyge (diabetes II). Men måske er det ikke som hidtil antaget fedmen, der er årsag til sukkersygen. Måske er der en tredje, ubekendt og uberegnelig faktor involveret: Alle miljøgiftene omkring os.

Teorien kommer fra Kyungpuuk National University i Daegu, Sydkorea, skriver New Scientist. Her fandt Duk-Hee Lee sidste år ud af at personer med et højt indhold af POP (persistent organic pollutants) – fx dioxiner, DDT og PCB – har en tilsvarende højere risiko for at udvikle diabetes.

Miljøgiftene er i mange tilfælde blevet forbudt eller er på vej til at blive det – men de er stadig i fødekæden og ophober sig typisk i fedtvævet.

Nu viser det sig, at der også er en sammenhæng mellem miljøgiftene og insulin-resistens, som er en forløber for selve sukkersygen og muligvis en af de medvirkende årsager til fedme.

Overvægtige med ophobede miljøgifte i fedtvævet udvikler lettere insulinresistens end tynde personer uden miljøgifte. Men hos personer uden forhøjet niveau af POP i fedtvævet, er der ingen sammenhæng mellem insulinresistens og fedme.

Den præcise mekanisme er ikke helt fastlagt – skyldes sammenhængen, at stofferne påvirker de gener, der kontrollerer følsomheden over for insulin, som fx dioxin vides at gøre, eller at overvægtige simpelt hen udskiller miljøgiftene langsommere.

Vores gamle ven, Robert Lustig fra Californien, siger samtidig at man har fundet tegn på at hvis der er miljøgifte i moderkagen, stiger risikoen for at udvikle overvægt og diabetes.

Nu vi er i gang med at skræmme nybagte mødre, kan man forresten have in mente, at der faktisk kun er en måde at udskille miljøgifte som dioxin på. Sammen med fedt. Det er kun kvinder, der udskiller fedt. Mælkefedt.

Og det mest skræmmende er at sammenhængene, Lee og kollegerne taler om, er målt ved et »almindeligt« niveau af miljøgifte. Risikoen er selvfølgelig større, hvis man arbejder med miljøgiftene eller fx opholder sig i nærheden af et affaldsdepot.

Det er måske endnu en god grunde til at holde et vågent øje med udsivninger fra depoterne ved Grindstedværket. 


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *