Ribena er et hæderkronet mærke. Vi har kendt det i mange, mange år. Det borger for sundhed og kvalitet, ikke sandt? Næ. Ikke hvis man skal tro et forsøg, foretaget af to 14-årige piger fra Pakuranga College nær Auckland, New Zealand.
De to, Anna Devathasan og Jenny Suo, har ifølge The New Zealand Herald undersøgt indholdet af C-vitamin i to Ribena-varianter, Ribena og Ribena drikkeklar.
Resultaterne var nedslående: De fandt ikke C-vitamin i den drikkeklare saft og indholdet i den almindelige Ribena var chokerende lavt – på trods af reklamer med budskabet »the blackcurrants in Ribena have four times the vitamin C of oranges«.
Firmaet bag Ribena, GlaxoSmithKline (beklager, hvis der er nogen, der tror, Ribena er dansk – det er altså verdens næststørste medicinalfirma, der står bag), har siden fået dom for at deres markedsføring er vildledende.
Men her er så til gengæld et kort kursus i at læse varedeklarationer: Det er det, der står først i deklarationen, der er mest af i den vare, du køber. Det, der står sidst på listen, er der mindst af. Her er varedeklarationen fra Ribena drikkeklar (jeg har valgt varianten med blåbær):
Vand, blåbærsaft fra koncentrat (5%), Citronsyre, C-vitamin, surhedsregulerende midler (calciumhydroxid, calciumcarbonat), Aroma, Kunstige sødestoffer (Aspartam, Acesulfam K), stabilisator (Xanthangummi), Farvestof (Anthocyanin). Indeholder en kilde til phenylalanin.
Naturligheden i produktet er til at overskue. Det er ikke mad, det nærmer sig et rent kosmetisk produkt. Selv C-vitaminet er tilsat: Når man fremstiller blåbærkoncentrat (og appelsinkoncentrat for den sags skyld) opvarmer man saften – og så fordamper det naturlige C-vitamin, så man er nødt til at kompensere. Og anthocyaninen i de 5 % blåbær (det er altså 5 mililiter blåbærsaft pr 100 ml drik, vi taler om) er ikke nok til at farve drikken tilstrækkeligt, så der skal bruges mere farvestof.
Enkelte af ingredienserne er tvivlsomme: Aromaer fordi de vildleder, og kan stimulere til overforbrug. Acesulfam K er et andet stof på vippen. Det er et kunstigt sødemiddel, som når det bliver nedbrudt, danner et stof, acetoacetamid, der har vist sig at skade skjoldbruskkirtelen hos rotter og hunde. Godkendelsen af stoffet er baseret på forsøg fra 1970erne og på at det indtil 1998 kun var tilladt i bagværk og tyggegummi.
Det er også kombinationen, aspartam-acesulfam K, der bliver brugt i Coca Cola Zero – så langt flere mennesker får en større dosis. Derfor mener bl.a. Center for Science in the Public Interest, at det er på tide med nye forsøg.
Men forsøget de to piger, har gennemført er al ære værd. Der burde være et fag i danske skoler, der hed madsminke og vildledende markedsføring.
Skriv et svar