Ugens pakkeBestil og hent ugepakken hos Det lille Grønttorv.

Kostråd og madkultur

To studerende fra SUHRs har interviewet 1532 personer om deres kendskab til de otte kostråd som Motions- og Ernæringsrådet har udarbejdet. Resultaterne af undersøgelsen var nedslående. I hvert fald hvis man hører til den gruppe, der forventede, at de otte råd ville brage ind på lystavlen.

Det viser sig, at hele 40 % aldrig har hørt om kostrådene – og heller ikke ønsker at høre om dem. Og mens 48 % af de adspurgte kender til kostrådene, er det kun ¾ af de, der kender kostrådene, der også kender baggrunden for dem. Måske ikke overraskende er det kvinder, der interesserer sig mest for kostrådene.

Det er i sig selv symptomatisk, at vi lever i et samfund, hvor der er brug for den slags råd. Og det er lige så symptomatisk, at rådene først er blevet nødvendige i en tid, hvor vores madkultur er under afvikling – hvis den da ikke allerede er afviklet.

Med madkultur mener jeg vores samlede viden om hvordan man vælger gode, i udgangspunktet regionale, råvarer og laver mad af dem. En viden, der bliver mindre af, mens udbuddet af underlødige varer stiger støt.

Det er problematisk, at det skal være så indviklet. Problematisk, fordi det at spise, som i virkeligheden burde være en ukompliceret handling, på den måde gøres til en sag for økonomaer og læger. Hvilket igen er med til at fjerne fokus fra det vigtige – madens kvalitet.

At det skal være så problematisk, afspejler måske i virkeligheden i lige så stor grad det, der er årsagen til vores manglende madkultur: Hvor end man befinder sig i værdikæden er samtalens præmis prisen, ikke kvaliteten.

Det gælder desværre også når man taler kostråd. Rådene må ikke koste noget. Og rådene forudsætter desværre at vi indkøbsvognsskubbere har et frit valg og en fri vilje.

Det umuliggør tilsammen reelle modtræk, der kan bremse tilslumningen af vores madkultur. Så længe, den generelle holdning er, at hvis der skal tages tiltag, må de helst ikke gå ud over indtjenings- og konkurrenceevnen, kommer vi nok ingen vegne.

Jeg har tidligere været inde på Michael Pollans ultimative kostråd:

Spis mad. Ikke for meget. Mest grøntsager.

Det burde være rigeligt – især hvis man forstår ordet mad på den rigtige måde, nemlig som noget, man selv laver fra bunden, og ikke noget, der kommer direkte fra en R&D-afdeling.

Men sådan forholder det sig ikke. Mad er ikke længere bare mad. En varedeklaration er uforståelig for de fleste. Og markedsføringen er i mange tilfælde mere vild- end vejledende. Derfor er det nødvendigt med kostrådene.

Konsekvensen af SUHR-elevernes undersøgelser er, at en gruppe velmenende kost-forskere har sat sig for at identificere mulige løsninger – forslagene er tilgængelige på den fælles blog. Og det burde være meget fint altsammen.

Nogle af forslagene – typisk dem, der handler om initiativer, der kan kapitalisere problemet – er tydeligt genkendelige som genbrug af forslag fra FødevareIndustriens Fede Topmøde.

Andre – især dem, der handler om mærkning, der måske decideret fraråder at man vælger en bestemt vare – er decideret uspiselige for FødevareIndustrien.

Og andre igen – dem, der taler for afgifter, differentieret moms og oplevelser som erstatning for varig viden – bekæmper symtpomet men lader sygdommen være.

Det er nok mere tankegangen, der byder mig imod. Alle glemmer, at vi indkøbsvognsskubbere har et utal af informationer til rådighed. Desværre er det de færreste af os, der husker længere end indkøbssedlen og de gule tilbudsskilte, når vi køber ind.

Der skal »lig på bordet« før vi begynder at interessere os – og fastholde interessen – for noget så abstrakt som 8 kostråd.

Nogen burde – i lighed med Verner Møller – foreslå en begrænsning af valgmulighederne. Den skulle blot ramme producenter og detailhandel i stedet for indkøbsvogsnsskubberen:

I stedet for afgifter på fedt og sukker lægger man en ekstraskat på produktion af slik og af mad med et forhøjet indhold af fedt, sukker, salt, smagsforstærkere og aroma.

Hvorvidt ekstraskatten opkræves, afhænger af om fødevaren helt eller delvist erstatter en hel ret eller en bestanddel af en ret, vi med fordel kan lave selv. På den måde er ost for eksempel undtaget, men pandesovs er beskattet.

Selvfølgelig skal man også som udgangspunkt fjerne al landbrugs- eksport- og produktionsstøtte. Det er nok lidt sværere at fjerne shareholdertankegangen fra fødevarevirksomhederne.

Men man bør ikke overse, at aktionærernes udbytte i realiteten afspejler forholdet mellem lave produktionsomkostninger – der som regel er lig med et højt indhold af billige råvarer som fedt og sukker – og stort salg – der som regel er knyttet til intensiv markedsføring og særaftaler med detailhandelen …

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *