Sunday, 27 Nov 2022

Gammelkød og skuldersår

Så er den gal igen. Svinene har stadig skuldersår. Restauranterne køber stadig gammelt kød. Men man kan spørge sig selv om det er en overraskelse? Jeg mener svaret er et klart nej. Det er, for at tale lidt Ekstra Bladsk, svinske tilstande. Og skal vi rydde op, må vi måske tænke vores madproduktion, madforsyning og madkultur grundigt igennem.

For nogen tid siden blev der konstateret et stort antal skuldersår på de svin, der bliver sendt til slagtning. Og i gårsdagens TV-avis fortalte et par landmænd, hvordan det er blevet almindelig kotyme, at svin med skuldersår aflives i stalden og sendes til destruktion.

Det er selvfølgelig en måde at løse problemet på. For så bliver der jo ikke konstateret skuldersår på slagteriet. Og vi kan fortsætte med business as usual. Men det gør jo ikke noget ved det grundlæggende problem: Vi har et landbrugssystem, der tvinger bønderne til at producere det, der er støttekroner i – og ikke det, de er bedst til.

Resultatet er stress-symptomer hos både bønder og svin. De mindre bønder tvinges ud af spillet og sælger deres gårde til større producenter. Svinene får skuldersår – de ville bide i hinandens haler og ører, hvis ikke vi allerede havde løst det problem: Haler og ører kuperes, i øvrigt en praksis der er forbudt når det gælder hunde.

Henne i den anden ende af fødekæden forklædte et par BT-journalister sig som kødgrossister. Deres vare var kød, der udløb for tre år siden. Ud af 33 restauranter var der kun seks, der sagde direkte nej tak. Ni restauratører købte på stedet og andre ville se på sagen, når deres egne lagre var tømte.

Bo Jakobsen fra Restaurationen gav i TV-avisen forbrugerne skylden: Det er fordi vi ikke vil betale det, maden koster, sagde han. Vi bruger pengene på dimser i stedet for mad – og så længe vi ikke bruger mere end 11 procent af vores disponiblie indtægt på mad bliver det ikke anderledes.

Selvfølgelig er det penge, der ligger bag begge disse sager. Men man kan ikke finde en enkelt gruppe at skyde skylden på. Bønderne agerer som de må i det system, det lever i.

I bøndernes verden er det tilskudsordninger og eksporttariffer, der regulerer produktionen – i stedet for efterspørgsel. I Politikens kronik fra 17. juli sidste år sagde Peter Gæmelke det meget tydeligt: I fremtiden vil markedsprisen blive den vigtigste parameter for indtjening.

Og vi indkøbsvognsskubbere agerer som vi må i det system, vi lever i. I forbrugernes verden bliver disse faktorer kombineret med bl.a. de store kæders uigennemskuelige rabataftaler, lige så uigennemskuelig masseproduktion og i øvrigt et samfund, hvor mad og madlavning er prioriteret lavt i alle offentlige sammenhænge – også undervisning.

Endelig skal vi in casu Kødskandale II også overveje de faktorer, jeg før har været inde på: De restauratører, der køber gammelt kød kæmper på et marked, hvor konkurrencen er ekstremt hård. Og det er ofte restauratører, der ikke har andre muligheder end at gå ind i restaurationsbranchen – jvf gårsdagens anden store nyhed: Vi er her til lands meget dårlige til at integrere vores indvandrere i og fastholde dem på arbejdsmarkedet.

Hermed er vi nået frem til pudlens kerne: Samtalens og markedets præmisser er pris, ikke kvalitet. Så længe de mennesker, der beskæftiger sig med mad ikke har hjertet med og er i stand til at respektere maden og dem, der skal spise den, vil vi leve under de samme svinske forhold.

Og jeg vil medgive Bo Jacobsen dette: Så længe vi som menige indkøbsvognsskubbere ikke er bedre til at se at der er direkte proportionalitet mellem råvarepris og råvarekvalitet, beder vi på en måde selv om at blive tørret rundt i dem.

1 thought on “Gammelkød og skuldersår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.