Sunday, 27 Nov 2022

Gule ærter med flæsk og pølse

En ret, der deler vandene! Enten har man det som Poetens Far i den hedengangne tegneserie Poeten og Lillemor eller også får man kuldegysninger bare ved tanken. Gule ærter med flæsk og pølse. Jeg tilhører den første kategori. Det er en herreret, så man kan evt sende kvinder og børn af huse, mens man nyder den.

Tørrede ærter er europæisk staple food par excellence. Retten har meget få variationer i Finland (her bruger de grønne, tørrede ærter), Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England og Danmark. Tyk ærtesuppe med vinterens rodfrugter, akkompagneret af salt eller røget kød, brød og sennep – og det gamle engelske børnerim her antyder, at retten er spist tit og måske ikke altid med lige stor begejstring:

Pease-porridge hot,
Pease-porridge cold,
Pease-porridge in the pot,
Nine days old;
Some like it hot,
Some like it cold,
Some like it in the pot,
Nine days old.

Vi fik retten en torsdag – hvilket faktisk er ganske traditionelt: Skikken. som er brugt i hele Norden, stammer fra før reformationen, og var en måde at forberede sig på fasten om fredagen. Man spiser saltet flæsk til – den traditionelle måde at opbevare kød på. Der er med andre ord tale om en madkulturel klassiker!

Start dagen før med at koge suppen på et kg letsaltet flæsk, et par store gulerødder, en kvart selleri, to store, pillede løg, peberkorn og en suppevisk af persille, laurbærblad, porretop og timiankviste. Det skal koge cirka halvanden time. I det sidste kvarters tid lægger du et halvt kg medisterpølse ned i suppen.

Tag kødet, urterne og suppevisken op. Kasser urter og visk – stå gerne ret lidt og fæld en tåre, for du vil kunne lugte, at de har gjort deres pligt med flid. Sæt kødet på køl.

Kog derefter suppegrøntsagerne: Jeg brugte selleri, gulerødder, kartofler, pastinak og porre, som altsammen blev skåret i ensartede og mundrette stykker. Kog det i suppen. Rodfrugterne skal (afhængigt af størrelsen) have et kvarters tid, mens porrerne skal have fem-ti minutter. Tag derefter suppegrøntsagerne op.

Tilsæt til sidst ca et kg gule ærter, som skal koge ca en time, til de er bløde. Giv det hele en tur med stavblenderen eller passer ærterne gennem en sigte for at purere dem. Læg urterne tilbage i suppen og stil det hele på køl.

Dagen efter varmes suppen op – suppen bliver mere tyktflydende på anden- og tredjedagen – og serveres med flæsk og pølser, godt rugbrød og sennep. Dertil serverer du øl og snaps.

4 thoughts on “Gule ærter med flæsk og pølse

  1. Haløjsa Bisgaard!

    Gule ærter er lige hvad vi får til vores årlige Whist Maraton.

    Fornyelse må der til, så denne opskrift blev mit valg i år, -fordi at der er kartofler i, og at jeg kan smage suppen blot ved at læse opskriften.

    Ps  Maraton Whist spiller vi 4 mand hvert år en lørdag i julemåneden med start kl 10, og slut kl 22, og får gule ærter til middag, med hvad der tilhører, og Sønderjysk julefrokost  med hvad der tilhører om aftenen.— Ikke alle 4 ser hel klart ved 22 tiden.

    Nå men det jeg ville sige, var såmænd tak for en god opskrift.

    Mvh

    Jønne

     

     

     

  2. Selv om jeg ikke er kortspiller, lyder det vældig hyggeligt – det er lige før jeg kunne finde mig i at sidde og bladre i »Holmblads salmebog« et par timer hvis jeg fik det traktement … God fornøjelse!

    Mogens

  3. På fredag skal jeg servere denne herreret til 500 gæster i vores kantine, her på novo. Det bliver en fest. jeg har dog tilføet grisehaler. Det skal blive sjovt at se hvordan trunderne siger til dette.

    Hilsen Morten Suhr.

  4. Moin fra Synnejylland.

    Uha- uha-  Morten Suhr, det er bare noét der du´r.

    Jeg nupper lige 4 haler i køledisken til vores maraton, som en overraskelse- og ser hvad reaktionen bli´r.

    Som barn fik vi altid grisehaler, når mor kogte guél æ´rt, og det er ganske godt mandemad, mm.

    Skulle du tilfældigvis kende en novo arbejder af navnet Thomas Sanden Andersen, så hils ham endelig fra mig.

    mvh

    Jønne  

     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.