Sunday, 27 Nov 2022

Det ultimative kostråd

Journalisten Michael Pollan, der bl.a. har skrevet bogen The Omnivores Dilemma, har skabt debat i USA. Pollan har bl.a. skrevet bogen The Ominivores dilemma, der handler om hvordan vi som dyr, der i praksis kan spise alt, ikke længere ved, hvad det er, vi putter i munden. Han mener, det er derfor, det går så galt med fedmeepidemi osv.

Et af de eksempler han bruger i bogen er majs – en gennemsnitsamerikaner spiser et ton majs om året – ikke i form af majskolber, men som forarbejdet majs, enten som stivelse (check varedeklarationen på pulverbearnaisen eller kagecremen) eller videreforarbejdet til forskellige tilsætningsstoffer. Og Pollan konkluderer at en så ensformig diæt selvfølgelig gør folk syge.

Nu har han i New York Times fremsat det ultimative kostråd, som i al enkelthed lyder:

Spis mad. Ikke for meget. Mest grøntsager.

– det hører selvfølgelig med til billedet, at når han siger mad, mener han ikke-forarbejdet mad. Hovedrådet fra Pollan lyder »hvis det har en ingrediensliste, skal du holde dig fra det«. Eller på godt dansk: Køb ikke »noget«, hvor der står mere end »noget« på varedeklarationen.

Det gælder for eksempel kød fra Netto. Læs selv varedeklarationen – en bøf, købt i Netto er ikke bare en bøf, den er pumpet med glucosesirup, vand og diverse salte – det er med andre ord det sminkede lig af den afsjælede Nora Malkeko, man får til nettopriser.

Pollan sporer den udvikling, der har ført til vores nuværende madforsyning helt tilbage til den engelske læge Wiliam Prout, der identificerede makrokomponenterne fedt, kulhydrat og protein i begyndelsen af det 19. århundrede.

Udviklingen har gradvist ført til at det, Pollan kalder mad – altså de uforarbejdede produkter, råvarerne – langsomt er blevet erstattet af næringsstoffer.

Vi spiser ikke længere for at blive glade og mætte, men for at få opfyldt vores behov af næringsstoffer. Det er årsagen til at vi ser interessante fænomener som Atkins-diæten gå sin sejrsgang rundt om i verden.

Vi skærer ned på næringsstoffet kulhydrat, men glemmer rent, at den måde, vores krop reagerer på de øvrige næringsstoffer hænger sammen med at der er kulhydrat i maden. Det er også noget, industrien hilser velkomment – alskens berigede produkter (som altså ikke er mad i Pollans definition) ser lyset, fordi man vil »berige« maden på den ene eller anden måde.

Pollans artikel er måske provokerende læsning for nogen – men i det store og hele siger han det samme, som alle eksperter har sagt i masser af år: Spis varieret, spis grønt. Og spis ikke for meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.