Sunday, 27 Nov 2022

Økologi giver overskud

I Etiopien har et tiårigt forsøg med økologisk landbrug givet pote. De landbrugere, der har dyrket deres marker økologisk, har forøget – i nogle tilfælde fordoblet – udbyttet fra deres marker i forhold til de landbrugere, der har dyrket markerne konventionelt. Samtidig er de økologiske landbrugere kommet ud af deres gæld. De har nemlig ikke længere brug for at købe sprøjtemidler. Oplysningerne kommer fra People and Planet, som oplyser, at antallet af sultende i verden i øjeblikket stiger med cirka fire millioner pr. år.

Når man tænker på de artikler, der var fremme i begyndelsen af januar, fx i Børsen, altsammen med udgangspunkt i The Economists artikel Voting with your trolley, bliver Ethiopien-resultaterne særlig tankevækkende. Her tog man nemlig Norman Borlaug (som i 1970 fik Nobels fredspris for at have været manden bag den grønne revolution) til indtægt for at mene, at økologisk landbrug er mere ressourcekrævende end konventionelt landbrug. 

Borlaug bliver modsagt af økologer, der mener, produktiviteten på længere sigt (de ti år) er større end i konventionelt landbrug. Samtidig er det konventionelle landbrug ifølge disse økooger mere ødelæggende for jorden end det økologiske: Brugen af massive mængder af kunstgødning og sprøjtegift er en moderne parallel til svedjebrug. Blot med den forskel, at jorden ikke bliver frugtbar igen.

Det er selvfølgelig ikke muligt at konkludere noget som helst. Det økologiske landbrug har helt klart fordele i et fattigt land som Etiopien – alene af den grund, at bønderne slipper for at købe sprøjtemidler. 

Men i det hele taget skal vi andre forbrugere i overflodssamfundet tænke over vores indkøb: At der står økologi på emballagen, er nemlig ikke altid ensbetydende med at det er bæredygtigt. Som jeg plejer at sige: Kommer de økologiske løg fra Argentina er de nok roet herover af Argentinas OL-mandskab i økologisk roning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.