Wednesday, 7 Dec 2022

Hvad kommer efter transfedt?

Danmark var det første land, der fik gennemført regler for brug af industrielt fremstillet transfedt i mad. Max 2 % siger reglerne – og nu er USA fulgt trop, i hvert fald så brugen af transfedtsyreholdige fedstoffer på restauranter begrænses.

Og det er godt: Transfedtsyrer forhøjer kolesteroltallet og giver dermed øget risiko for hjerte- karsygdom, samtidig med at det også forhøjer blodets sukkerindhold.

Men hvad med alternativerne? Kritiske røster peger på at de alternativer, der findes til transfedtsyrer måske er værre end transfedtsyrerne selv.

Industri, supermarkeder, fastfoodkæder, cateringfirmaer mv. har stort set kun et succesparameter: Prisen. Når man bruger transfedtsyrer er det af en eneste grund: Transfedtsyre holder sig længere end almindelige, umættede fedtsyrer.

Der er to alternativer til de hydolyserede transfedtsyrer:

  • Det ene er fedstoffer som palmeolie og kokosolie, som i forvejen er faste ved stuetemperatur og har lang holdbarhed. 
  • Det andet er interestifierede fedtsyrer – dvs fedtsyrer, hvor der er byttet rundt på komponenterne i de hårde fedtstoffer og de bløde olier for at opnå den rette konsistens og holdbarhed.

Men kokosolie og palmeolie er et dårligt alternativ. De er nemlig mættede plantefedtstoffer. Så det er muligvis at gå fra asken i ilden, hvis det handler om at begrænse antallet af hjerte- karsygdomme.

Og nu viser det sig, at nogle typer af interestifierede fedstoffer måske har en virkning, der kan sammenlignes med transfedtsyrerne: De forhøjer blodsukkeret med 20% i løbet af en måned.

Det er ikke nemt, som salig Turell sagde. Det er ikke nemt at være indkøbsvogns-skubbende kunde.

Det er ikke nemt at være fødevarefabrikant, der tvinges til at producere varer, der skal kunne holde sig en halv verdenskrig, fordi samtlige supermarkedskæder skal have det samme på hylderne.

Og det er ikke nemt at være indkøber for supermarkedskæderne og skulle tilfredsstille rabatsøgende kunders umættelige behov.

I hvert fald ikke så længe vi lider af den tvangstanke, at vores fødevareforsyning skal være gennemindustrialiseret, standardiseret og beregnet på mængder – så vi partout skal kunne købe den samme mad over hele verden og regne med at den skal kunne holde sig nærmest evigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *