… Mens svinebønderne kan vælge! Jens Haven Christensen fra Danish Crowns svinekødsdivision gør fiffigt rede for selskabets noget svingende trang til at reklamere for kødets danske oprindelse – i hvert fald når det gælder eksportmarkedet:
Hvis for eksempel en italiensk slagter køber vores kød, vil den italienske forbruger, der køber sine pølser hos slagteren, opfatte varen som italiensk, forklarer Jens Haven Christiansen. […] På de fleste andre markeder vælger vi dog at forædle varen tæt på forbrugeren og sælge den uden at gøre opmærksom på, at der er tale om et dansk produkt. Simpelthen fordi der hos et lands forbrugere ofte er en loyalitet over for lokale fødevarer. Og så fordi det giver os mulighed for at tilpasse vores produkter til den lokale smag, forklarer Jens Haven Christiansen.
Grossister og importører derimod har ingen problemer – for dem er dansk et kvalitetsstempel. Det står altsammen at læse i Landbrugsraadets ugeskrift, FoodCulture, som i denne uge handler om det, der definerer danske madvarer. Og det er som sædvanlig fornøjelig læsning.
Jens Haven Christensen beskriver det paradoks, der kendetegner den danske kødproduktion – og som Bertolt Brecht (som jeg har citeret andetsteds) beskriver så rammende: Danskerne har ingen madkultur, de avler svin.
Som en anden bananrepublik eksporterer vi (for det meste uforarbejdet) kød til lande, der faktisk har en madkultur og hvor man er i stand til at forvandle kødet til mad, man kan spise – og endda i nogle tilfælde sælge (dyrt) tilbage til os danske forbrugere. Skulle det lykkes danske kødproducenter at snige en enkelt forædlet vare med i ekportvognen, er der selvfølgelig tale om en efterligning af et produkt fra modtagerlandet.
PS:
Det er Japan, der er langt den største importør af dansk svinekød til videreforarbejdning. Japanerne købte svinekød for 3.600.000 kroner i 2005. Og cirka 75% af det svinekød, japanerne bruger, kommer fra Danmark.
Japanerne har indrettet deres importmarked på en særlig måde. De har opstillet deres egne, strenge kvalitetskrav til det kød, de importerer. Firmaer, der er i stand til at leve op til kvalitetskravene – eller gøre det bedre – får en høj pris for deres produkter. Mens lande, der ikke kan, må betale en bod.
Det betyder selvfølgelig, at slagterierne er ekstra opmærksomme på kvaliteten af det kød, de eksporterer og har udviklet avanceret apparatur til at sortere mellem de forskellige kvaliteter. Og jeg tror ikke man behøver sætte sig dybt ind i bondesjælens natur for at udregne kvaliteten af det svinekød, der ender i køledisken i danske supermarkeder.
Skriv et svar