Fastfood

Søndag. Den store dag for fastfoodrestauranterne i kvarteret. Køer foran pizzeriaer og shawarmabarer, McDonalds og Subway. Desværre er der i min bydel ikke basis for rigtig højkvalitets-takeaway, og det er lidt ærgerligt.

Det er en skam, at der ikke er større selvrespekt blandt dem, der køber fastfood – endsige blandt dem, der laver den og forhandler den. Det mellemøstlige køkken har mange fantastiske retter – men hvor er de i gadebilledet?

Der er meget få steder, man kan få god fastfood med gode råvarer. Der er en dominans af shawarma af svingende kvalitet og temmelig uoriginale pizzar – i øvrigt ofte med shawarmakød som ingrediens.

Shawarma er en udmærket ret. Lammekød, marineret med krydderier, sat på spid og grillet. Det burde vel ikke være så svært – men de shawarmaer og kebaber man får, er for det meste fremstillet af hakket kød eller rekonstitueret kød – det vil sige lammeafpuds, bundet sammen med brusk ved hjælp af enzymater.

Vi har igen at gøre med balancegangen mellem pris og kvalitet. Til en tyver kan man ikke forvente at få et højkvalitetsprodukt.

Desværre har vi måske derudover også at gøre med en form for organiseret kriminalitet, der fastholder en dårlig fastfood-kvalitet ved at gøre den lønsom:

I hvert fald er det det, der er kommet frem efter forrige måneders hændelser i München, da den 74-årige kødgrossist Georg Bruner begik selvmord, da han var blevet afsløret som en del af en omfattende handel med Gammelfleisch.

De tyske myndigheder har fundet adresser på aftagere i hele Europa – også Danmark. Og det er ikke kun i fastfood-branchen, den er gal, på listen fandt man ifølge den østrigske avis Die Standard også flere ordinære restauranter.

Gammelfleisch-forretningen består i at optø gammelt kød – og vi taler rigtig gammelt kød, der typisk har været frosset et par år og er ude over sidste salgsdato – forarbejde det til shawarma (og andre halvfabrikata til restaurationsbranchen) og nedfryse det til videresalg.

Man må håbe, afsløringen af Gammelfleisch-skandalen får rullet nogle tråde op, så vi måske på et tidspunkt kan se en restaurationsbranche og en fastfood-branche, man kan stole på.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *