RacehygiejneFedmehygiejne for begyndere

Vi er nødt til styre, hvor mange fødevarer, der kommer ind over den danske grænse og derved begrænse adgangen til mad. Problemet er jo, at vi spiser mere, end vi forbrænder. Vi er også nødt til at tvinge flere mennesker på operationsbordet, hvis du skal have antallet til at falde.

Sådan siger Søren Toubro, som er lektor på Institut for Human Ernæring ved Landbohøjskolen til Politiken i dag.

Jeg ved ikke om det kun er mig og andre med lidt historisk bevidsthed, der ved den blotte nævnelse af tvangsoperationer og fødevarerationering får ubehagelige associationer:

Det kan vel ikke være meningen, at vores eneste vej ud af et globalt problem – fedmeepidemien – er metoder, der er hentet direkte ud fra en lærebog i racehygiejne?

Fagbladet Ingeniøren har bedt Søren Toubro og to andre eksperter i fødevarevidenskab om at komme med forslag til hvad der kan gøres for at der kan gøres for at mindske antallet af overvægtige og fede i Danmark.

Eksperterne, som udover Søren Toubro tæller Bent Egberg Mikkelsen fra Danmarks Fødevareforskning og Berit Lilienthal Heitmann fra Institut for Sygdomsforebyggelse ved Københavns Universitet, kommer med en imponerende liste:

• Forbud mod madsalg på tankstationer og kiosker
• Ekstra moms på chips, slik og kager.
• Ingen moms på frugt og grønt.
• Tvangsoperationer
• Forbud mod fødevarereklamer.
• Motions- og kostplaner på skoler og daginstitutioner.

Nogle af forslagene virker såmænd fornuftige nok. I England har man i gang med at opstille regler for hvor meget, hvordan og hvornår, der må reklameres for mad – forbuddet er især rettet mod virksomheder, der producerer usunde produkter målrettet børn og unge.

Momsdifferentiering har også være til diskussion adskillige gange og får min fulde opbakning – jeg ville endda (hvis jeg var diktator) gå så vidt som til at indføre en brandbeskatning på produktion af produkter, der er underlødige, herunder altså også produkter med et for højt fedt- sukker og saltindhold.

Der er ingen tvivl om at hvis man fjernede reklamer for slik, fastfood og søde læskedrikke fra børneprogrammerne, ville meget være vundet. Og ideen om motions- og kostplaner på skoler lyder også tillokkende. Forudsat selvfølgelig, at den ledsages af mere undervisning i madkvalitet, madkultur og madlavning, for ellers bliver det blot til pynt – en afladshandling, der ikke rodfæstes i elevernes bevidsthed og daglige adfærd.

Men min kæde hopper altså af med et højlydt svup, når talen falder på tvangsoperationer og begrænsning af de fødevarer, der importeres.