Friday, 9 Dec 2022

Den bedste skaldyrssalat

Børsen, Landbrugsraadet og Tivoli har i sidste uge afholdt madfestival i Tivoli. Målet er at få åbnet familien Danmarks øjne for de mange gode, danske fødevarer, der findes på markedet, Op til festivalen har et panel, sammensat af landets førende kokke, bedømt danske fødevarer i Børsen.

På selve madfestivalen var der så lejlighed til at smage de produkter, der trods alt fandt nåde for dommernes – heriblandt Rene Redzepis og Francis Cardenaus – strenge kriterier. Et af de produkter, der kom gennem nåleøjet, var en light skaldyrssalat fra Netto. Her undrer det mig lidt, at man ikke i bedømmelsen har taget mere hensyn til hvad produktet reelt indeholder.

Varedeklarationen siger nemlig, at 57% af produktet ikke er skaldyr – men mayonnaise (som ikke er mayonnaise men en stabiliseret emulsion med vand som hovedingrediens), asparges og surimi.

Surimi har ikke noget med skaldyr at gøre – det er de røde stænger, man kan købe under navnet crab meat. Det er fremstillet af fiskekød, der er pulveriseret og tilsat diverse stabilisatorer og farvestoffer for at imitere krabbekød og -smag.

Først langt nede på listen finder vi 13% rejer – hvor hovedingrediensen – det, der står først i ingredienslisten er også det, der er mest af i varen – angiveligt er »vand« og 9% krebsehaler, igen i lage med »vand« som hovedbestanddel.

Jeg vil blot nøjes med at undre mig over to ting: For det første at man i det hele taget har lov til at kalde sådan et produkt for skaldyrssalat: Det er jo reelt kun en fjerdedel af produktet, der reelt er skaldyr. Og for det andet vil jeg undre mig over at det ikke kan lade sig gøre at lave en spiselig skaldyrssalat og sætte den til salg i supermarkederne.

Vi lever i et land med en af verdens længste kyststrækninger og endog meget rige traditioner for fjordrejer, muslinger og andet godt fra havet. Men måske har vores ensidige satsning på landbrug og den deraf følgende kvælstofudledning ødelagt mulighederne for altid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *