Wednesday, 7 Dec 2022

Politiske ambitioner efterlyses

Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning er et udvalg, der er nedsat af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og som skal rådgive ministeren om de forskningsområder, Danmark bør satse på i fremtiden. Udvalget har barslet med en ny strategi for fødevareforskning i Danmark. Strategien afspejler på mange måder Bertolt Brechts næsten klassiske diktum: Danskerne har ingen madkultur, de avler svin. Blot med den ene forskel, at det i dag ikke handler om at avle de bedste svin, men om at sætte Danmark på verdenskortet over det, der kaldes den biobaserede økonomi.

Heldigvis ved udvalget det godt selv: Allerede i indledningen gør rapportens forfatter(e) opmærksom på, at det ikke er formålet med de forskningsstrategien at skabe mad, vi kan leve af – endsige mad, vi kan holde ud at leve af, men derimod at skabe viden, vi kan leve af.

Hovedemnet er ikke længere bacon og smør, men bioteknologi. Vi lever i et land, hvor regeringen har sat sig nogle højteknologiske mål. Vi skal være førende inden for bioteknologi, it og nanoteknologi. Derfor handler det ikke længere om den enkelte råvare og om dens unikke egenskaber.

Man får nærmest fornemmelsen af at udvalget betragter jordens afgrøder som en stor biomasse. Man skal så blot anvende den rigtige teknologi til at forarbejde og forædle biomassen – til mad, medicin, energi osv … og så bliver vi alle lykkelige.

Denne holdning er måske rigtig i et kortsigtet perspektiv, hvor væksten er i fokus snarere end bæredygtigheden. Men jeg køber ikke udvalgets mekanistiske reduktion af forbrugeren – i.e. mig – til et uforudsigeligt, lystbetonet individ, der hverken har forstand på, tid eller lyst til at lave mad:

Fremtidens forbruger vil handle mere uforudsigeligt og have individuelle præferencer. Alt efter situationen vil den samme forbruger gå efter discountvarer eller højkvalitetsvarer og fokus kan være på såvel pris, sikkerhed, kvalitet, dyrevelfærd, miljø som etik.

At vi forbrugere har individuelle præferencer burde ikke være noget nyt – men det er indlysende, at der i de seneste halvtreds år (i takt med industrialiseringen af landet) er sket en ændring af fødevareforbruget: Gamle dages årstidsbetingede fødevareforbrug er erstattet af et udbud, der tilsyneladende er større – men som i virkeligheden er relativt ensartet året igennem, altså en pseudo-valgfrihed.

Som forbruger er jeg derfor nødt til at skabe min egen variation, og det gør jeg ved at lægge en strategi, der tillader mig at zigzagge mellem forskellige præferencer i forskellige situationer.

Kvaliteten og fokus på at mad er en social begivenhed vil dog altid være i højsædet – og derfor er udvalgets løsningsforslag, nemlig at satse på produktdifferentiering, målrettet markedsføring og ikke mindst omsætning af viden om forbrugerpræferencer og forbrugerbehov til innovative fødevare- og nonfoodprodukter måske skudt lidt i forbi. Det bliver særlig tydeligt, når man ser på næste begreb i udvalgets ikke voldsomt omfattende begrebsapparat:

Tid bliver i stigende grad en mangelvare. For at håndtere et travlt hverdags- og familieliv vil forbrugerne efterspørge såvel »convenienceprodukter« og måltider uden for hjemmet som slow-food.

I dag har vi så vidt  jeg ved et marked for tidskrævende ressourcer der aldrig har været større. Fritidshuse, både, ekstra biler, golfbaner etc. etc.. Tid er i stigende grad en ressource, der kan udnyttes – og kreative måder at bruge den på er i høj kurs. Mad er kun en af dem. Og det er måske i virkeligheden en politisk opgave at opprioritere maddannelsen i de kommende generationer, så interessen vender tilbage – hvem ved: Måske ville folkesundheden kunne forbedres på den måde!

Mangelen på reel kvalitet i vores madvarer afspejler sig i virkeligheden i udvalgets observation af at: Den tid, et produkt kan overleve på markedet, før der stilles krav om ny innovation, vil mindskes. Det er måske ikke åbenlyst for udvalget, at mange af de produkter, der lanceres i dag netop har en kort levetid på markedet, fordi de er målrettet folk, der netop ikke kan lave mad – og i takt med at der forhåbentlig sker en vækst i antallet af madkyndige, vil sådanne produkters levetid begrænses yderligere.

Hvis der i stedet ofredes opmærksomhed på at sikre en ægte valgfrihed, vil der ikke være behov for så stor innovation: I stedet for at opfinde tyve forskellige slags dårlig hønse- og skinkesalat kunne man lave en enkelt supergod høne og nogle smagfulde, sæsonvarierende grøntsager, opprioritere undervisningen i hjemkundskab og sørge for at der også i offenltige institutioner blev lagt vægt på mad som et vigtigt element i vores kultur.

Jeg ved ikke om det er en omer. Det er vel godt nok, fra et apparatjik-synspunkt – men som sædvanlig uambitiøst, set fra et madkulturelt perspektiv. Rapporten kan downloades fra DFFEs hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *