Ketchup!

For nogle år siden var jeg med nogle venner i Tivoli. Det var omtrent på den tid, da Stig Tøfting havde lavet ballade på restaurant Ketchups filial i centrum – og bl.a. nikket bestyreren en skalle og stukket køkkenchefen en lussing. Ketchup havde da netop åbnet en filial i Tivoli – og en af forretterne var »en kradser med hjemmelavet ketchup«. En af mine venner var ved at dåne af forbløffelse over at man tillod sig at tage 60 kroner for en kradser … og lige ved at forstå Tøfting. Lige ved.

Siden har jeg et par gange lavet min egen ketchup: Det er billigere og smager af mere end købeketchup. Og hvis man, som jeg, bruger en opskrift, der er tillpasset os dovne, går det såmænd også vældig let. Normalt skal man passere tomaterne gennem en sigte og si sin ketchup gennem et klæde for at fjerne kerner og frø. Det slipper man for her – denne ketchup bliver så til gengæld lidt rustik. Til cirka en liter skal man bruge:

  • 1,2 kg tomater
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 grøn peberfrugt
  • 2 løg (100 gram)
  • ¼ liter rørsukker (eller brunt sukker)
  • ¼ liter æblecidereddike
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk sennepspulver
  • ½ tsk paprika
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk nelliker
  • ½ tsk allehånde

Tomater skæres i kvarte – fjern stilken først. Frøstolen fjernes fra peberfrugterne. Løgene pilles og skæres i kvarte. Det hele blendes. Resultatet ligner lidt en gazpacho. Suppen koges en times tid, herefter tilsættes eddike, sukker og krydderier – og det hele koges ind til det ikke længere skiller. Regn med cirka 2-2½ times kogetid i alt.

Ketchuppen skal lagre en måneds tid før smagen er helt udviklet. Jeg eksperimenterer med forskellige krydringer: Tilsætter tørrede chilipebre under kogningen, blender nogle friske chilipebre sammen med de øvrige grøntsager – og tilsætter karry sammen med sukker og eddike (til når de tyske turister kommer på besøg). Følg med her for at følge udviklingen …


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *