Globaliseringen med alt, hvad den indebærer, er en udvikling, vi skal glæde os over – ikke frygte, skriver præsidenten for Landbrugsraadet, Peter Gæmelke, under overskriften Dansk landbrug – global markedsplads i Kroniken i Politiken den 17. juli. Anledningen til kronikken er de pågående WTO-forhandlinger og den indflydelse de kan få på dansk landbrugs konkurrenceevne nationalt og internationalt.
Kroniken er mest af alt en hyldest til markedets relativt frie spil. Relativt, for der er nemlig ganske snævre grænser for hvor frit markedskræfterne må spille, viser det sig. Og kronikken har da også en tydeligere undertone af frygt end af glæde.
WTO-forhandlingerne, og i særdeleshed det, der betegnes Doha-runden (opkaldt efter Qatars hovedstad, hvor forhandlingerne blev indledt), er et forsøg på at definere markedets spilleregler.
En af de største anstødsstene for den tredje verden er den udstrakte støtte til landbrug og fødevareerhverv, der finder sted i EU og USA – som eksportstøtte og som direkte støtte til produktionen. Ifølge en stor gruppe af udviklingslande i WTO, den såkaldte G20-gruppe er eksportstøtten med til at skabe ulighed i verden.
Den tillader EU og USA at eksportere overskudsproduktion til udviklingslande – Arlas eksport af tørmælk til latinamerikanske lande er et godt eksempel – og dermed forhindre disse lande i at udvikle deres eget, økonomisk bæredygtige landbrug.
G20-landene mener også produktionsstøtten kan være en indirekte handelsbarriere. Det er den, der først og fremmest er på tale i EU under CAP-forhandlingerne. CAP, Common Agricultural Policy, er EUs landbrugsstøttesystem. Landbrugsstøtte gives i dag først og fremmest til produktionsstøtte – idet eksportfremmende foranstaltninger er no-go i WTO-sammenhænge.
Sukkerproduktionen i EU har været meget omdiskuteret i CAP-forhandlingerne. EU er verdens største eksportør af hvidt sukker – og støtten har gjort det muligt at sælge sukker på udemarkedet til priser langt under prisen på hjemmemarkedet – samtidig med at sukkerproducenter fra først og fremmest den tredje verden bliver holdt ude af EU.
Støtten er ikke givet til eksport – men til produktion – hvilket gør den »lovlig« i WTO-sammenhæng. EUs sukkerpolitik har betydet, at vi som forbrugere har måttet betale overpriser for EU-produceret sukker – og i de fleste tilfælde har vi måttet »nøjes« med roesukker, som smags- og ernæringsmæssigt (først og fremmest pga et højere indhold af sporstoffer) er rørsukker underlegent. Rørsukker kan dog fås – først og fremmest fra EU-staternes tidligere kolonier – og til indtil for nylig ganske høje priser.
Når Peter Gæmelke skriver om Hong Kong-mødet i 2005, at EU fik markeret nogle klare grænser, så de øvrige lande forstår, at vi mener det alvorligt, hentyder han til at EU nok har lovet at fjerne prisreduktionerne på det internationale marked – men at der ikke er sat en dato på.
I fremtiden vil markedsprisen blive den vigtigste parameter for indtjening, skriver Gæmelke og ser i øjnene, at globaliseringen betyder, at dansk landbrug går en svær tid i møde. Prisparameteret holder dog ikke over for denne hjemmemarkedskunde. Og foreløbig har globaliseringen betydet, at jeg kan få bedre sukker og bedre kyllinger. Jeg glæder mig stadig!
Skriv et svar