Gennemsnitsamerikaneren spiser et ton majs pr år. Chokerende tal – og grunden til at forbruget faktisk er så højt, er at majs optræder i mange forklædninger.
Majs er ikke bare de kerner vi skraber og gnaver af kolben eller køber frosne og på dåse: Majs anvendes som dyrefoder. Og majs er ikke mindst grundlaget for mange af de tilsætningsstoffer – i fagsproget kaldet ingredienser – der anvendes i industrielt fremstillet mad.
Historien om det årlige ton majs stammer fra den amerikanske journalist Michael Pollan, der har skrevet bogen The Omnivores Dilemma – A Natural History of Four Meals.
Titelen The Omnivores Dilemma udspringer af det faktum, at vi mennesker – sammen med rotter, kakerlakker og svin – kan spise alt: Vi er omnivore.
Alle omnivorer står over for et kæmpedilemma: Vi er godt nok i stand til at spise alt, men det er ikke alt, der er sundt for os. Pollan eksemplificerer det med specialiserede spisere, som Koalabjørnen, der ikke har nær så store problemer: Hvis det er lille, grønt og lugter af eukalyptus, så er det middagsmad. Ellers skal man lade det være. Vi skal selv finde ud af hvad der er sundt.
Evolutionsprocessen har i vores tilfælde resulteret i udviklingen af en organisme, der er toptunet til at oplagre energi i fedtdepoter – og som fungerer bedst hvis idealbetingelserne for vores måltider opretholdes: Vi skal spise lidt men tit, socialt og meget varieret.
Michael Pollans tese er, at en af årsagerne til at det i dag ser så skralt ud med befolkningssundheden i den industrialiserede verden er at vi har mistet pejlingen.
Det har bl.a. vist sig ved at ellers fornuftige mennesker fra den ene dag til den anden begyndte at betragte stivelsesholdige produkter som den rene gift – og i stedet hyldede fedtet, blot på grund af relativt udokumenterede oplysninger i "Dr. Atkins Diet Revolution".
Knapt har vi fundet ud af at manøvrere og har fundet os til rette i den ene jungle af valgmuligheder, før vi kommer ind i en ny, hvor vi ikke længere kan stole på at den mad, vi spiser er det, vi regner med og er vænnet til, og hvor idealbetingelserne for vores organisme ikke længere er til stede.
Trenden er at maden skilles i molekyler og at komponenter fra en råvare bearbejdes til "ingredienser" og anvendes til at "berige" en anden. Majsstivelse. Kartoffelfibre. Sojabønneprotein. Men enhver ernæringsekspert kan fortælle, at hvis man spiser for ensidigt, går det ud over sundheden: Baserer man sin ernæring på et ton majs pr år, er man definitivt i en højrisikogruppe.
Samtidig virker andre trends imod idealbetingelserne:
Nye produkter er ikke beregnet til at blive indtaget socialt – de gælder fx de produkter, der opstår i kølvandet af "the small bottle revolution", bedst kendt fra de små flasker med berigede surmælksprodukter, der ofte har alt for højt sukkerindhold.
Portionerne på fast-food restauranter, hvor madens ernæringsmæssige sammensætning ikke er den bedste, er alt for store – og det samme gælder sodavand, slikprodukter mv.
Det fænomen, der i USA betegnes som "wallmartisering", og som også har vist sig herhjemme, er i færd med at udhule vores valgmuligheder: I realiteten er der tre mennesker, indkøbscheferne fra de tre store supermarkedskæder, der bestemmer hvad hele Danmark sætter på middagsbordet. Og de tre mennesker har en forbløffende ensartet, for nu ikke at sige monoton, smag. Gryden fra H.C. Andersens eventyr om Prinsessen og Svinedrengen er på den måde blevet til grotesk realitet.
Endelig har de moderne produktionsmetoder også betydet at vores mad – med fare for at lyde som en gammel nostalgiker – ikke længere er som den har været.
Undersøger man indholdet af mikronæringsstoffer i grøntsager, vil man finde, at det er faldet betydeligt over de sidste halvtreds år. Og kylling, der ellers altid har haft ry som værende magert og sundt kød, bliver i dag set på med lidt mere skeptiske øjne: Fodringen bevirker, at indholdet af umættede og flerumættede fedtsyrer er mindre i en moderne industrikylling end i en frilandskylling.
I bogen undersøger Michael Pollan fire forskellige måltider: Det industrialiserede, det økologiske, det alternative og det hjemmedyrkede. Ikke overraskende kommer han frem til at idealbetingelserne er lettest at opfylde hvis man selv står for dyrkning af grøntsager og opdræt af dyr.
Men alle står for skud. Blandt andet fortæller Pollan også, at økologiske kyllinger måske ikke helt lever op til vores forestillinger. Amerikanernes mentale og reklamebranchens højst reale billeder af økologiske, glade kyllinger i fri luft trænger måske til en let retouche: Kyllingerne skal godt nok tilbringe en del af deres tid udendørs. Faktum er blot, at de går indendøre de første fem uger af deres liv, og først ser dagens lys de sidste to uger før slagtningen.
Det resulterer i, at kyllingerne reagerer som man må forvente: De er skrækslagne over dette nye dagslysfænomen, stivner af skræk, og vover sig faktisk aldrig ud.
Man kan konkludere, at omnivorens dilemma er ændret. Det handler ikke længere om at finde ud af hvad vi skal spise. Det handler om at finde ud af hvad det egentlig er vi spiser.
Vigtigst af alt er vel, at vi river det slør, der i realiteten stadig ligger over fødevareproduktionen væk – og at vi motiverer den opvoksende generation til at interessere sig mere for de reelle problemer med at skaffe den rigtige mad.
Som Pollan så rigtigt siger, fik mange vel et chok, da de i kølvandet på kogalskaben for første gang erfarede, at en væsentlig del af kvægfoderet indtil da udgjordes af døde dyr.
Kilder: AlterNet.org, The Guardian
Skriv et svar