Madkultur i fragmenter: Den store spiseforstyrrelse

Omkring årsskiftet er det altid sjovt at se lidt ind i fremtiden og spå om hvad det nye år monstro vil bringe. Jeg er sikker på, at alle efterhånden har fået deres dosis af etablerede fremtidsforskeres bud på 2018’s lyksaligheder og muligheder, så her er et lidt mere pessimistisk syn på den nære fremtid. Man kunne kalde det Madkulturs bud på gode divestment opportunities.

  • Madspild har været et ganske indbringende buzzword i nogen tid. Der findes vel ikke det supermarked med respekt for sig selv, der ikke har en bunke halvslatten grønkål og en kasse med stærkt nedsatte varer, der nærmer sig sidste salgsdato, når Folkekirkens Nødhjælp åbner en WeFood-butik trækker det som regel køer rundt om hele blokken, og nu melder en ny generation sig: Projekter, der skal rette opmærksomheden mod »grimme« grøntsager, altså grøntsager, der af den ene eller anden grund ikke når frem til supermarkederne, fordi de er for grimme, for skæve, for store eller for små. Madspildsprojekter og fokus på grimme grøntsager afhjælper ikke problemet. For producenten er der præcis samme omkostninger ved at producere en grøntsag, der enten må pløjes ned, fordi supermarkedet pludselig springer fra en kontrakt eller må gives til svinene, fordi den er for lille – og supermarkederne kommer ikke til at handle med små rødbeder eller plettede blomkål af den grund. Madspilds-apps, WeFood-koncepter og lignende har samme skavank. De henvender sig først og fremmest til den del af befolkningen, der i forvejen er opmærksomme på problemet; Den velorienterede og velbjergede borger, som måske endda vil benytte sig af sådanne apps i stedet for at gå i de mindre butikker, der faktisk er i stand til at håndtere skæve grøntsager, mens supermarkederne i virkeligheden blot kan afskrive de »forældede« varer  og i visse tilfælde endda udskrive bøder til leverandøren, hvis sidste salgsdato kommer for tæt på. Og dem, der måske i virkeligheden trænger til hjælp og støtte for at få adgang til bedre mad, kommer alligevel aldrig i nærheden af den.
  • Hoved i egen røv: Ortorexia nervosa – altså sygelig trang til at spise korrekt – er, så vidt jeg er orienteret, endnu ikke anerkendt som en egentlig diagnose på linie med anoreksi og bulimi, men det burde den være. I mit daglige virke bag disken i en grøntforretning hører jeg mange uverificerbare, udokumenterede og rent ud sagt forvrøvlede ernæringsteorier, spændende fra de i det mindste nogenlunde harmløse syre-baseteorier og »lilla gulerødder modvirker kræft« over det lettere foruroligende »en halv liter bladsellerijuice om dagen på fastende hjerte modvirker stress i leveren« til det aldeles gakkede »min kiropraktor siger, jeg kun må spise hvide grøntsager«. Vi er ikke helt endt i amerikanske tilstande endnu – jeg tænker selvfølgelig først og fremmest på Gwyneth Paltrows forskrækkelige goop, hvor personer med fine postordretitler bilder unge, rige kvinder ind at det er helt i orden at gå rundt med sten i sin yoni og give sig selv et lavement med kaffe, men længslen efter at finde de vises sten på sundheds- og ernæringsområdet er der stadig – og der er mange penge i det for en kvaksalver, der er godt skåret for tungebåndet.
  • UnderklasseDet at handle lokalt bliver stort i 2018. Ikke sådan at forstå, at man kommer til at bruge den lokale butik, i nævneværdigt større omfang får leveret sine grøntsager fra den lokale bonde, eller i udpræget grad melder sig ind i fødevarefællesskaber – næ, vi taler hyperlokalt. Man sætter sig på sin dertil egnede popo i sin dertil egnede sofa og bestiller sin mad på nettet ved hjælp af en applikation på telefonen, hvorefter en hær af underbetalte østeuropæere i dårligt vedligeholdte varevogne eller cykler kører ud med den, så man har den indenfor det valgte tidsrum – selvfølgelig helst østeuropæere, der er selvstændige entreprenører uden ansættelseskontrakt med online-leverandøren, så vi rigtig kan få disruptet (og vi behøver ikke se på østeuropæeren, for varen bliver leveret lige før vi kommer hjem fra arbejde).
  • Mindre diversitet: Choice editing er normalt et bandeord for ærkeultraliberalistisk indstillede handelsfolk. Folk skal da selv have lov til at bestemme, hvad de vil købe – det skal ingen bestemme. Det gælder i hvert fald når man taler om sundhed. Fy skam, hvis nogen røde lejesvende skulle finde på at fjerne tolitersflaskerne med sukkervand. Men choice editing findes allerede: Den norskejede discountsupermarkedskæde Rema1000 lancerede i 2017 mobiltelefon-applikationen Æ (i Norge, forstås). Med Æ kunne kunderne få rabat på de varer, de køber flest af – så supermarkedet bag disken kunne lave en double whammy: Udfase de varer, der blev købt færrest af, indgå bedste-ven-aftaler med udvalgte leverandører og trykke priserne på de populære varer. Elektroniske medlemskort, handel via mobiltelefon-applikationer giver for alvor butikker (og for den sags skyld de partnere, butikken vælger at dele oplysningerne med – selvfølgelig i kundens egen interesse) mulighed for at redigere i de valgmuligheder, kunden bliver præsenteret for.

Det vi derimod har brug for i 2018 er en langt mere pragmatisk tilgang til vores mad. Vi har brug for at få fortalt historien om hvor vores mad kommer fra – hvem dyrker, opdrætter, høster, slagter og producerer den – og hvordan kommer den frem til vores tallerken. Vi har brug for at få gen-demokratiseret vores madsystem, og for at få belyst den værdiskabelse, der finder sted i forsyningskæden (som er et af de ord, der skal dø i 2019).


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *