Fødevareproducenternes og annoncørernes fælles kodeks for markedsføring til børn trådte i kraft 1. januar i år. Kodeks begrænser fast food-koncerners og sukkervandsfabrikanternes sponsorater af sportsarrangementer. Men i mandags kunne Nordjyske fortælle, at mindst 15 sportsarrangementer i Nordjylland i år bliver sponsoreret af firmaer som McDonalds, Nutella og Kims.
Det kunne synes som om kodeks ikke bliver taget helt alvorligt. Men det skydes først og fremmest at kodeks definerer sponsorater og medier udelukkende som massemedier og websites, målrettet børn. En definition, der får det til at gyse i en firser-dreng som mig, der har fået et udvidet tekstbegreb ind med (plastic)ske.
Selvfølgelig er sådan et kodeks, som jeg før har været inde på, spil for galleriet. Det er jo også ganske tydeligt når den folkekære håndboldspiller Joachim Boldsen lader sig afbilde med Nutella i taske og ansigt efter kodeks ikrafttræden.
Lars Berendt fra DBU udviser den velkendte »det er folks eget valg«-holdning, når han siger:
»Vi har tillid til, at danske forbrugere godt selv kan sætte grænsen for, hvornår det er i orden at spise fastfood«
Jovelja – danske forbrugere. Men, som en af mine venner (og han er forælder) så rigtigt siger: »Børn er idioter«. De skal med andre ord retledes. Og når man sponsorerer et sportsarrangement, hvor tilskuere – og i mange tilfælde deltagere – er i den alder, hvor netop løsrivelsen fra forældrene og skabelsen af egen identitet er i højsædet må man træde ekstra varsomt.
For det er gennem maden man har chancen for at vise sig voksen – jeg køber min egen mad og spiser den med mine venner, ergo er jeg et væsen med selvstændige beslutninger og egen socialitet. Og fast food-reklamerne har desværre alt for let spil her i landet:
Hvis børnene i disse tilfælde er vokset op med børnemenuer på restauranter (i de tilfælde, børnene har spist ude med forældrene, og det har de fleste) og i forlystelsesparker, er søde, fade og fede smage lig med nydelse og belønning (og de dominerer i øvrigt vores madkultur geneelt).
Dertil kommer økonomien og logistikovervejelserne hos ham eller hende, der driver sportshallens cafeteria. Han eller hun skal købe varer ind, der har en lang holdbarhed, kræver minimal tilberedning på stedet, og som i øvrigt er profitable. Det siger ikke ligefrem haute cusine, vel?
Med alle disse faktorer in mente kan jeg ikke undre mig over fejlslagne forsøg fra velmenere, der tror de kan konkurrere mod systemet med grovboller og smoothies. Og jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at der skal helt andre boller på suppen.
For eksempel kunne de danske kommuner se til Californien, nærmere bestemt South L.A.. Her har bystyret forbudt fast food-restauranter i et bestemt område, skriver L.A. Times. Det er en noget hårdhændet – og skulle man tro – ganske uamerikansk fremgangsmåde i Schwarzeneggers stat.
Jeg tvivler på den ville vinde fodfæste herhjemme – hvor et af regeringspartiernes sundhedsordfører bestyrer fem McDonalds-restauranter på Fyn – men hvorfor ikke lege med eksperimentet? Hvis problemet er at børn og unge spiser for meget slammad og drikker for meget sukkervand, kan man fjerne et af elementerne.
Vi kan vente på at kommuner og regering tager sig sammen og forbyder salg af sukkerdrikke og slammad på uddannelsesinstitutioner, i sportshaller. Det vil vi komme til at vente længe på.
Så den foreløbig bedste løsning er at lære vores børn at drikke (ordentlige slotsaftapninger, gode øl – og så samtidig lære de at lave ordentlig mad og kende forskel på god og dårlig kvalitet), så de undgår sportslivets fristelser.
Skriv et svar