Kvalitet

Når man taler om mad er der desværre en udpræget tendens til at begrebet kvalitet reduceres til udelukkende at være teknologisk defineret og kvalitetsbegrebet til kun at omfatte faktorer, der kan måles, tælles og vejes.

De toneangivende i debatten er the usual suspects, agronomer, bromatologer, ingeniører og læger, som helst undlader at beskæftige sig alt for seriøst med det, de lidt nervøst kalder de bløde kvalitetsparametre - og som faktisk er fællesbetegnelsen for de kvalitetsparametre, der i virkeligheden tæller, når vi står i butikken og skal vælge mad. 

Man får næsten lyst til at citere Mephistopheles fra anden del af Goethes Faust:

Daran erkenn' ich den gelehrten Herrn!
Was ihr nicht tastet, steht euch meilenfern,
Was ihr nicht faßt, das fehlt euch ganz und gar,
Was ihr nicht rechnet, glaubt ihr, sei nicht wahr,
Was ihr nicht wägt, hat für euch kein Gewicht,
Was ihr nicht münzt, das, meint ihr, gelte nicht

Kun et parameter har de kastet sig over - og gentager det som et mantra - og det er, at forbrugeren går først og fremmest efter prisen og bekvemmeligheden. Mantraet er blevet brugt som argument for at producere fødevarer så billigt som muligt - og sågar som undskyldning for ikke at producere varer af meget høj kvalitet (og derfor til en lidt højere pris).

Mantraet er blevet gentaget så tit, at der faktisk findes forbrugere der tror på det og lever efter det. Men paradoksalt nok er prisparametret af større betydning på eksportmarkedet og for indkøberne i supermarkederne: Indkøberne vil oftest vælge at købe råvarer, der hvor de er billigst. Og eksportørerne vil søge at sælge råvarer der, hvor de kan få den bedste pris.

For at vende tilbage til Bertolt Brechts ord - »Danskerne har ingen madkultur. De avler Svin« - vil det alt andet lige betyde, at vi her til lands uvægerligt kommer til at stå med aben.

Aben har i dette tilfælde antaget skikkelse af de billigst tilgængelige fødevarer og et forholdsvis begrænset og ensartet (læs: monotont) udbud af lokalt producerede råvarer.

Kvaliteten er ganske vist høj - efter ovennævnte målestok - for der er ikke mange, der bliver syge. Og med den systematiske udhuling af maddannelsen, der er sket her til lands, er det meget få, der tager til genmæle. Resultatet er, at vores mad, for at bruge en gammel vits om BBC's programmer, bliver Boring, But Clean.

Heldigvis er der opbrud på vej - vi ser det især i mejerisektoren og bryggerisektoren. De små mejerier, der producerer mæk, der ikke er standardiseret har en forrygende fremgang - bemærk for eksempel hvordan man igen kan se det ubegribelige: smør, der har en anden farve om sommeren end om vinteren - og det samme gælder mikrobryggerierne.

Opbruddet er dog stadig forbeholdt et mindretal af befolkningen, der har adgang, ressourcer og viden nok til at købe de »nye« produkter.