20.07.10 | Holdninger | 3 Kommentarer | 163 hits |

Jeg bevæger mig kun ind i supermarkeder for at få fat i meget få og veldefinerede ting: Mel, mælk, fløde, smør og i ny og næ en flaske vin. Grøntsager, kød, ost, fisk og øl får jeg fra specialbutikker eller via mit kooperativ. Størsteparten af det, jeg spiser, er økologisk eller biodynamisk.

På det seneste har jeg haft lejlighed til at drøfte mit forhold til mad med flere børnefamilier. Og selv om de fleste mener, det er noget nær en ideel måde at leve på, hører jeg ofte, i nogle tilfælde heldigvis med et beklagende suk, nogenlunde samme argument:

»Det har en børnefamilie hverken tid eller råd til«

De trækker med andre ord børnekortet. I den milde fortolkning: Du kan sagtens, men du ved jo ikke noget om børnefamiliernes vilkår. I den hårdeste fortolkning: Din mening tæller ikke, for du kan jo i virkeligheden ikke lide børn.

Men alligevel. Børnekortet. Et fantastisk argument. Det er langt ude beslægtet med nazikortet – men umuligt at trumfe. I modsætning til nazikort-kortet, findes der nemlig ikke et børnekort-kort. I realiteten kan børnekortet kun trumfes af invalidekortet: Jeg har byldepest / skørbug / den spanske syge. Eller af dødskortet: Man ved jo aldrig, hvor længe, jeg er her endnu. Og så god er jeg ikke til at bluffe.

Nuvel. Inden jeg får samtlige landets børnefamilier på nakken og bliver til emne for en hadsk leder i Vi forældre må jeg hellere forklare mig. Indrømmet: Muligvis bruger jeg lidt mere tid på at finde min mad end så mange andre. Og muligvis har jeg – i betragtning og på trods af at jeg, som freelancer ikke har en fast, høj indtægt – et madbudget, der ligger på en lidt højere procentuel del af rådidhedsbeløbet end mange andres (til gengæld har jeg kun to par sko og nul – 0 – biler).

Men så galt synes jeg nu alligevel ikke det er. For når en gang man har fundet de producenter og leverandører, man stoler på og har fundet sin plads i de systemer, man vil indgå i, tager det ikke så meget længere tid end fx en biltur til Dansk Supermarkeds tempel i forstæderne – det er bare et spørgsmål om at prioritere den anderledes.

Og når man som jeg er flexitarianer (måske i virkeligheden fordi jeg ikke orker de smags- og strukturløse industriprodukter, og har indset, at prisen gør det nødvendigt at skære ned på kødforbruget) og ikke tænker måltidet opbygget om et centrum af kød – er det med økonomien såmænd heller ikke så galt.

Og så er det på tide jeg sadler den gode gamle kæphest og galoperer ud over stepperne. Jeg gider nemlig i virkeligheden ikke diskutere hvor dyrt eller besværligt det er at leve med eller uden børn. Jeg vil langt hellere diskutere det system: 

• der gør det nemmere og billigere at anskaffe og spise italienske asparges, franske Pink Lady-æbler og tyske eller spanske jordbær end de tilsvarende danske varianter
• hvor det giver mening at spise en kylling, der har haft tre ugers kort og usselt liv på jord, men som kun koster en tyver
• hvor ti nakkekoteletter for hundrede kroner og mindst to kilo svinekød om ugen per person nærmest opfattes som en menneskeret
  

Det handler måske om prioritering. Som Bo Jacobsen siger skal vi lære at knytte hånden , når vi ser mad af dårlig kvalitet. Men måske er det lidt forenklet. For i virkeligheden handler det også – og måske i højere grad – om at vores samfundsstruktur ikke er »madvenlig« – og at denne struktur er økonomisk og historisk funderet.

• Det er ikke forbundet med særlig stor prestige at finde mad eller lave mad. Det er ikke kvalitetstid – medmindre det foregår i et højtprofileret restaurantkøkken – og hvorfor skulle man i det hele taget bruge mere tid og flere penge på noget, der er så nemt? Faktisk var det et af kerneargumenterne i kvindefrigørelsen – og det afspejler sig i kulturen: Jeg har før nævnt "Støv på Hjernen", latterorkanen i farver med Dirch Passer og mange andre folkekære skuespillere i de bærende roller. Her er fryseren og måske især den frosne kylling slet og ret en vej for kvinderne væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet.
• Det er først i nyere tid – faktisk inden for de sidste fem år – begrebet kvalitet er blevet forbundet med noget andet end eksakte fysiske, kemiske og biologiske værdier (fx kimtal) i industri og forskning (jeg har personligt oplevet forskere flyve på instrumenterne under drøftelsen af en osts kvaliteter og altså bedømme den uden at have smagt på den).
  
• Vores tid er i den grad blevet et offer på markedet – hvor man end vender sig hen er der tilbud, der tilsyneladende er sjovere og mere meningsfyldte end det er at beskæftige sig med mad (igen medmindre det foregår i et højtprofileret restaurantkøkken). Hvordan vil vi bruge vores tid? I S.A.T.S., i Lalandia eller i et køkken?
  

Alle disse punkter har bidraget til at vores forhold til maden er afgjort af pris mere end af kvalitet. Og for børnefamilierne tror jeg det sidste punkt er meget væsentligt. Samtidig med industrialiseringen af landbruget og mekaniseringen af husholdningerne opstod nye begreber, der frigjorde børn og unge (der ellers havde været en del af husholdningen) og gjorde dem til væsner, der har krav på underholdning – fx i Lalandia. At sætte sit barn til at skrælle kartofler vil vel i dag svare til at give det prygl (jeg gjorde det som seksårig).

Samtidig har de økonomiske interesser haft væsentlig indflydelse på ud- eller afviklingen af vores madkultur. Vi vælger for arbejdets skyld at bosætte os i byer, der i mange tilfælde umuliggør omgang med, kontakt til og viden om dem, der producerer vores mad (landbrugere, fiskere) – med god gammeldags fremmedgørelse til følge. Heraf romantiseringen af »Bonderøven« og foragten for den konventionelle landmand.

Selv nybyggerier, hvor man ellers skulle tro arkitekter og byplanlæggere har haft tid til at tænke sig om, er »maduvenlige« – se fx den skrækkelige Ørestad, af onde tunger Ødestad benævnt. Der er i teorien masser af plads til havebrug, men i praksis er de grønne arealer udelukkende til pynt.

Byerne er med til at stimulere udviklingen af supermarkeder – som igen er baseret på store indkøb af billige varer, gerne med lang holdbarhed. Supermarkedssystemet undrestøttes af vores stadig levende arv efter 2. Verdenskrig - in casu frygten for at opleve sult på den nordlige halvkugle.

Denne frygt har skabt et landbrugsstøttesystem, der i både USA og Europa har haft et formål, nemlig at holde priserne nede på de "energitætte" bestanddele i maden – mælk(efedt), sukker og kød i Europa, mens man i USA stadig den dag dag støtter produktionen af majs og soja.

Majs og soja er grundbyggestene i det moderne landbrug og i alt, hvad der hedder industrimad, netop fordi de er så versatile. Majs og soja kan bruges som foder - tænk majskylling, tænk sojaskrå og lysin til 26 millioner danske svin.

Men majs og soja kan også skilles ad og modificeres på så ufatteligt mange måder. Det er måder, der næsten alle understøtter visionen om det nemme, billige og evigtholdbare levnedsmiddel.

Jeg behøver vel næppe nævne den »Gammeldags Oksesteg« fra Danish Crowns »Tender Beef«-sortiment, der består af oksekød, vand, salt og modificeret majsstivelse, alle Dr. Oetkers pulverdesserter, der på ingredienssiden er så umådeligt tæt beslægtet med Knorrs pulversovse, at det kommer til at virke bibelsk incestuøst at servere dem i samme måltid, eller bare Arlas »Kærgården Steg og Bag«, et produkt, der holdes oppe af smøraroma og sojalecithin.

Den måde vores forhold til maden er skruet sammen – og den måde, de økonomiske interesser dikterer det - er ikke godt for noget:

• De franske æbler, spanske eller tyske jordbær og italienske asparges bliver købt af supermarkederne til spotpris. Der er tale om overprouktion, netop fordi avlerne bliver støttet af EU. Det betyder at de danske producenter presses ud af markedet
• Kyllingen med det korte og usle liv på jord er en fejlernæret fedtbombe som Professor Michael Crawford fra London Metropolitan University kalder »a recipe for heart disease«
• De billige nakkekoteletter kræver at svinene – ud over selvfølgelig også at være »recipes for heart disease« – presses til det yderste, hvilket fører til et overmåde voldsomt antibiotikaforbrug, hvilket igen giver risiko for udvikling af antibiotikaresistente bakterier. I Holland hvor svineproduktionen er lige så »langt fremme«, er man således begyndt at isolere landmænd, der kommer på hospitalet
• International Obesity Task Force gav allerede i 2006 landbrugsstøtteordningerne – og de billige, energiholdige fødevarer – en stor del af skylden for fedmeepidemien
  

Et fornuftsvæsen ville nok have slået bremsen i forlængst. Men fødevaresystemet er ikke et fornuftsvæsen: Det er nemlig for dyrt at skrue udviklingen tilbage – eller bare at bremse den – og måske er det endda sådan at de fleste bestyrelsessæder er besat af »krigsbørn«, der meget nødigt vil kaste sig ud i det usikre.

Det er billigere at finde et »teknologisk fiks« (fx de såkaldt sundhedsfremmende fødevarer, nutrigenomics og hvad det ellers hedder), at forsvare det frie forbrugsvalg, give forbrugeren skylden og mærke eller »pjece« sig ud af problemet (fx fuldkorn eller to om ugen) – eller sågar at udvikle medicin, der kan tage de værste symptomer (fx glucobay eller cipramil).

Måske er det muligt at vende denne samfundsmæssigt uansvarlige udvikling. Det kræver at alle tager skeen i den anden hånd – den der ikke er knyttet. Det gælder både børnefamilier, landbrug, industri, forskningsinstitutioner og myndighederne – staten:

• Børnefamilierne skal tage sig sammen (sgu)
• Landbruget skal lære at tænke i mindre skala - måske er der ikke brug for så store landbrug men for mindre små, der til gengæld ligger tættere på byerne og handler direkte med dem, der skal spise produkterne (det giver forresten også en noget bedre økonomi)
• Industrien skal tænke kulinarisk – produkterne skal nok give indtjening, men gør det noget, at de også har en kulinarisk og ernæringsmæssig værdi?
• Forskningsinstitutionerne skal løsrives fra den økonomiske afhængighed af industrien
• Staten skal fremme de initiativer, der kan give kortere forsyningskæder og færre forarbejdede fødevarer (subsidiært beskatte lang transport og høj grad af forarbejdning)

Mogens Bisgaard | bisgaard@konkret.dk

Re: Elementer i beskrivelsen af en madkultur: Børnekortet (og kæphesten)
Amen. Og det sagt af en nybagt familiemor. Netop når man har børnene bør man tænke over, hvad det egentlig er, man vil give videre. Her, skat, æbler vokser i plastikposer?! Nej, sågu. De danske råvarer er der (Irma er et godt sted, hvis man skal i supermarkedet - Din Baghave decideret fantastisk!) Vi bor i byen, har en altan og hvis der er noget den 9 måneder gamle pode synes er sjovt, er det at stikke hovedet i tomatplanterne og rive blade af oreganoen og proppe dem i munden. Underholdning kan også være mad, og mad kan også være underholdning - og så er det både bedre og billigere end Lalandia! (og så hopper jeg også lige ned af min kæphest!)

Drop lige den uvidende nedladenhed om Ørestad, tak.
Det er fedt, at alle har en holdning til Ørestad, men nogle gange kunne man som beboer i Ørestad godt ønske sig, at dem, der udtalte sig så bombastisk nedladende rent faktisk havde VIDEN om det, de udtaler sig om. Mogens Bisgaard er et godt eksempel på dette fænomen, når han i det ovenstående eksempelvis skriver: "Selv nybyggerier, hvor man ellers skulle tro arkitekter og byplanlæggere har haft tid til at tænke sig om, er »maduvenlige« – se fx den skrækkelige Ørestad, af onde tunger Ødestad benævnt. Der er i teorien masser af plads til havebrug, men i praksis er de grønne arealer udelukkende til pynt." Har du aldrig hørt om De Urbane Haver i Ørestad Syd? Et sted hvor folk kan leje et jordlod på cirka 16 kvm i et år for den beskedne sum af 200 kroner, hvis de til gengæld lover at dyrke det økologisk. Der er også de blå plantekasser ved området foran Boligslangen i Ørestad Nord, som beboerne vist har adgang til at passe. Endelig er Amager Fælled Økohaver under etablering, efter at en borgergruppe har fået kommunen til at afsætte jord til yderligere kolonihaver. Jeg kan se, at du bor på Nørrebro. Det kunne man såmænd også behæfte med mange øgenavne i stil med "Ødestad" og i samme åndedrag fremhæve alt det ulækre ved at bo i en bydel med mindre end 3 kvm grønt per indbygger. Det vil jeg dog undlade at gøre, da jeg i modsætning til dig ikke mener, at det er særligt pænt at hænge bydele med flere tusinde indbyggere ud alene for det negative. Jeg ser frem til at byde dig velkommen i Ørestad i den nærmeste fremtid, så du kan få ajourført din viden om bydelens rivende udvikling, inden du skriver dit næste nedladende indlæg om den.

Re: Elementer i beskrivelsen af en madkultur: Børnekortet (og kæphesten)
Glæder mig, at jeg kan provokere lidt. De Urbane Haver og Blå Plantekasser lyder som fremragende initiativer! Dem havde jeg formentlig aldrig hørt om, hvis du ikke havde kommenteret ... Spørgsmålet er så, om de er tænkt ind i Ørestads-arkitekturen på forhånd eller opstået på grund af en folkelig rørelse? Jeg giver dig fuldkommen ret i at Nørrebro heller ikke er ideelt hvad angår haver. Jeg har fx længe kigget på min baggård og tænkt, at her kunne snildt anlægges højbede, men det ville formentlig give mange uvenner at pløje legepladsen op. Og hvis man laver noget på Jagtvej 69-tomten, "Tommeren" kaldet, vil man sikkert få nogen over nakken (om ikke andet ville lurepasser-ejeren nok ringe til politiet). Der findes vist nogle piratinitiativer - som fx ramsløg på Assistens Kirkegård - men selve bydelen er jo anlagt i en tid, hvor den slags slet ikke var påtænkt. Man burde (nogle burde, jeg burde, vi burde) afdække urban farming begrebet i øvrigt.

Tilføj en kommentar

Læs også …
Der er ingen anbefalet yderligere læsning …