01.02.10 | Holdninger | 0 Kommentarer | 266 hits |

Menneskeheden står overfor massedød, påstår William R. Catton Jr. i sin seneste bog, Bottleneck: Humanity's impending impasse. Vi forvalter naturens ressourcer ad helvede til og har gjort det siden 1986, påstår the global footprint network, som hvert år beregner en overshoot day , den dag, vi begynder at forbruge flere ressourcer end vi har til rådighed.

Sidste år lå overshoot day den 25 september – og i 2009 forbrugte vi 140 % af de ressourcer, der er til rådighed. Og Catton sammenligner menneskehedens situation med at være ombord i et fly, der er på vej ud ad en for kort landingsbane i mørke og uden instrumenter: Hvis ikke piloten får en advarsel – og tror på den – har han, resten af besætningen og passagererne en brat opvågnen (eller rettere det modsatte) i udsigt.

Catton's bog har – i modsætning til de fleste dommedagsscenarier – ingen happy end. Han kalder vort århundrede flaskehals-århundredet, og forudser at verdens befolkning er markant mindre om 90 år. Ser man på de seneste begivenheder i verden er der vel ikke noget at sige til det: I dag skrev DR-nyhederne fx at 32 lande har indgivet klimamål efter COP15-jaskeriet, men at målene vil føre til en temperaturstigning på tre grader i stedet for to grader.

En af Catton's pointer er at vi har bruger det forkerte »sprogkort« til at beskrive vores forhold til verden. Hvis vi udvinder en ressource – fx krill – taler vi om »produktion«, selv om vi potentielt er i færd med at udtømme den og dermed ødelægge et helt havmiljø. På samme måde »skaffer vi affaldet væk«, selv om der ikke er noget, der hedder »væk«: Kuldioxiden som vi leder op i atmosfæren er årsag til global opvarmning, den overskydende nitrat fra kunstgødning er årsag til døde zoner i verdenshavene.

Lad os fortsætte i Cattons muntre spor og se på et par af de faktorer, der i umiddelbar fremtid kommer til at påvirke vores forsyningssikkerhed (sådan vælger jeg at oversætte det engelske food security, der handler om netop stabiliteten i vores fødevareproduktion – i modsætning til food safety, der handler om det, der på dansk hedder fødevaresikkerhed. Det tredje og mindst lige så vigtige og ganske underkendte S er selvfølgelig food sovereignty – retten til bestemme over sin egen madproduktion):

• Olie. Der er bred enighed om at vi efterhånden har udvundet halvdelen af alle verdens fossile olieressourcer og at vi har nået det, der kaldes peak oil, toppen af en gauss-kurve over verdens olieproduktion. Det betyder, som enhver, der bare har snuset til teorier om udbud og efterspørgsel, at oliepriserne fremover kun kan gå en vej: Op. Konsekvenserne for en fødevareproduktion som vores er ikke svære at få øje på: En tredjedel af energiforbruget i landbrugssektoren (den konventionelle del) går til produktion af kunstgødning. Når man binder atmosfærens nitrogen i ammoniak sker det ved hjælp af Haber-Bosch-processen, som kræver høj temperatur og højt tryk. Det gør landbruget ekstremt følsomt over for forandringer i olieprisen. Men det er kun en brøkdel af energiforbruget i madproduktionen, der skyldes landbruget – langt det største forbrug kommer fra transport. En gennemsnits-fødevare rejser 4.000 km mellem producent og køkken, og rejsen bliver længere: Den er 25 % længere nu end den var i 2008. Man kunne så vælge at satse på biobrændstoffer – men det er måske i længden ikke nogen god ide. I hvert fald var det efterspørgslen på 1. generations-bioethanol, der var en af medårsagerne til fødevarekrisen i 2008: Man brugte simpelthen mad til at fylde på bilerne, og det gik ud over the usual suspects – de fattige dele af verden. Nu drøfter man så i stedet 2. generations bioethanol af enten energiafgrøder eller biprodukter fra landbruget – men prøv for sjov at foretage dette lille tankeeksperiment: Planter har brug for sollys, kuldioxid og næringsstoffer som fx nitrogen, fosfor og kalium. Sollys, kuldioxid og nitrogen kommer ovenfra, mens de øvrige næringsstoffer kommer fra jordbundens øverste lag og bl.a. stammer fra nedbrudte planter. Hvor er det lige de næringsstoffer skal komme fra hvis man bruger alle plantens øvre dele til at fremstille ethanol? Kunstgødning måske? Med de energipriser? Det hele er et spørgsmål om det lidt abstrakte begreb Energy Return of Investment in Energy (EROIE). I gamle dage, dengang Daniel Plainview (fra There will be blood) var ung, skulle man kratte lidt i overfladen før olien fossede op – som modsætning har man de tar sands, der gjorde Canada til the really bad guy under COP15: Der skal bruges mellem 2 og 4½ liter vand og udledes 0,6 kg CO2-ækvivalenter for at udvinde en enkelt liter råolie fra tjæresand. Da Daniel Plainview peakede, var EROIE 1/100 – man fik altså investeringen 99 gange igen – men EROIE for tjæresand er kun 1/3. Man får kun dobbelt så meget energi ud som man investerer, og tallet er tilsvarende (hvis ikke værre) for energiafgrøder i vores tempererede klima.
• Fosfor. Planter har brug for fosfor for at vokse. Der indgår fosfor i planternes celler. Fosfor er 'P'-et i NPK-gødning. Dyr og mennesker har også brug for fosfor – vores knogler består af calciumfosfat. Den fosfor, dyrene, der spiser planterne, ikke har brug for, udskiller de med afføringen. Derfor kan man bruge menneskers og dyrs afføring på markerne – faktisk noget vore nederlandske venner var de første til at udnytte. Det var også noget, som var nær ved at få dem brændt som hekse. For da mange nederlændinge efter reformationen flygtede fra Nederlandende viste det sig, at de tilsyneladende udelukkende ved hjælp af besværgelser (og tis og møg) kunne få endnu større udbytte fra markerne end deres mindre landbrugskyndige nye værter. Men i dag har vi et lille problem, blandt andet på grund af den måde, vi opdrætter vores dyr. Lad os tage de elskede svin som eksempel: De bliver fodret med sojabønneskrå fra Sydamerika. Sojabønner har et relativt højt indhold af lysinsyre. Lysinsyre binder mineraler – herunder fosfor og calcium – og forhindrer at disse stoffer bliver optaget i dyrene. Det var måske ikke noget problem, hvis vi nu ikke havde flere svin end vi var i stand til at brødføde med afgrøder fra vores egne marker. Men vi har altså seksogtyve millioner af slagsen – som nu oven i købet på grund af en ensidige kost risikerer at skulle slås med svage knogler (det er i øvrigt samme risiko, forældre, der tror på kernesund familie-vrøvlet løber: Sojamælk indeholder også lysinsyre). Noget af fosforen ender dog alligevel på markerne. Faktisk så meget, at man er nødt til at supplere med N og K – de tre grundstoffer skal nemlig være i balance – i overdådige mængder. Faktisk så store mængder, at overskydende gødning bliver vasket ud og ender i havene omkring Danmark. Og resultatet er det, der kendes som dead zones, store zoner, hvor der reelt ikke er noget liv på grund af eutrofi, overgødskning. Som om det ikke var nok, er her den store nyhed: Der er også noget, der hedder peak phosphate. Fosfor er nemlig heller ikke en uudtømmelig ressource – jeg har hørt planteforskere sige, at det er slut med plantedyrkning som vi kender det om meget få år. Bonusinfo: Kineserne er verdens største producent af fosfor. Kineserne er begyndt at importere fosfor. De ved, det bliver en strategisk ressource om ganske kort tid.
• Vand. Vandkrisen er måske den enkleste at forklare. Planter, dyr og mennesker kan ikke overleve uden vand. Og selv om vand i teorien er en ubegrænset ressource, er fornyelsen ikke noget, der sker med det vuns. Der er 397 trillioner liter vand i verden – men kun tre procent af dem er ferske. Og vi har fundet den måske allerdummeste måde at dem på – her i landet bruger vi aldeles rent drikkevand til at skylle toiletter ud med, over hele verden har vi marker, der abslut ikke er egnet til at holde på vandet og som kræver kunstvanding, vi skyller overskydende gødning og pesticidrester ud i åer og vandløb (som nævnt ovenfor). Saudiarabien, som ellers har været selvforsynende med vand, i en grad, så de har kunne producere den hvede, de har forbrugt ved hjælp af vandreservoirer i ørkenen, er langt henne i udfasningen af hvedeproduktionen. I stedet regner de med at kunne bytte sig til hvede ved hjælp af den sidste olie – det bliver nok noget af et problem, for verdens største hvedeproducenter, Kina og Indien, har nemlig også vandmangel. Og altimens er der faktisk meget store firmaer, der er i færd med at opkøbe vandreservoirs verden over, fx Nestlé i USA. I Indien og Bangladesh er mange millioner mennesker i fare for at dø af arsen-forgiftning, fordi man i forbindelse med den såkaldte grønne revolution har gravet så dybe brønde til kunstvanding, at det har blotlagt arsenholdige mineraler i undergrunden. Tro det eller ej. Der findes også noget, der kaldes peak water: I 2025 vil 1,8 milliarder mennesker leve i vandmangel og to tredjedele af jordens befolkning i vandknaphed.

Nuvel. Det gør jo ikke just vores forhold til den mad, vi spiser mindre kompliceret. Der er ganske mange faktorer, der skal tages i betragtning. Lad os, som et rent syntese-eksempel, se på et fænomen, man kan opleve i butikkerne for tiden: Den grønne bønne fra Kenya.

Fortalere for grønne bønner fra Kenya (hvis man kan tale om fortalere for grønne bønner fra Kenya) mener, at bønneproduktionen gavner kenyanerne. For den kvinde, der får arbejde i bønnefabrikken (alle bønnerne er håndsorterede og nippede på forhånd), tjener penge til familien og kan dermed forsørge den.

Derimod taler at den mark, der bliver brugt til at dyrke bønner til rige og fede nordboere ikke kan anvendes til at dyrke afgrøder, der skal spises af kenyanere. De er dermed henvist til at leve af de varer, de kan købe for pengene fra bønne-nipningen. De bliver afhængige af bønnedyrkning og -nipning – og man kan spørge sig selv hvad der så er sket med food security og food sovereignty.

Og rent energimæssigt er der tale om noget nær en katastrofe: Bønnen i Bilka har rejst meget langt, og selv om den er nippet på forhånd og dermed veje mindre, er flytransporten en temmelig stor miljøbelastning. Og ved I hvad? Hver eneste bønne (ikke hver eneste pose, hver eneste bønne i posen) repræsenterer et vandforbrug på fire liter. Fire liter, der kunne have været drikkevand. Kenya er, skal lige bemærkes, ikke et land der ligefrem har råd til at rutte med vandet.

Jeg kan godt forstå, hvis man i stedet synes det er enklere at forholde sig til sikkerhed, sundhed, velsmag og æstetik. Men glem det – vi får meget snart langt større problemer at tumle med. Medmindre nogen altså sparker døren ind til cockpittet og rusker liv i piloten.

Mogens Bisgaard | bisgaard@konkret.dk

Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel …

Tilføj en kommentar

Læs også …
Der er ingen anbefalet yderligere læsning …