Tuesday, 15 Oct 2019

Sellerimani redux

I mit professionelle virke som grønthandler skrev jeg forleden en længere hyldest til bladsellerien. Der er mange, der synes den er lidt svær at håndtere – og, indrømmet, de størrelser bladselleri, jeg forhandler, kan være lidt af en udfordring.

Det er trods alt begrænset hvor mange bloody marys man høvler ned i bladsellerisæsonen. Selv om en bloody mary er grøntsagsbaseret (med undtagelse af ansjoserne i den engelske sovs) tæller den vist ikke som en del af seks om dagen.

Derfor videregav jeg amerikanske (ants on a log, bladselleri med blåskimmelost), græske (gris med bladselleri i avgolemono) og iranske (lamme-khoresh med bladselleri) tip til tilberedning af retter med bladselleri i en bærende rolle.

Og så kom jeg ikke engang ind på den allermest simple måde at udnytte hele den store dusk: kom bladene i kogevandet til kartoflerne (de har samme smagsnuancer og virkning som løvstikke) og snit bladselleristænglerne i tern og frys den ned til vinterens suppeblandinger og braisereunderlag.

Jeg undgik med vilje at nævne noget, jeg har bemærket som en trend – nemlig bladsellerjuice som kur mod nærmest hvad som helst.

Et glas sellerijuice i ny og næ skader vel ingen. Selleri har et pænt indhold af vitaminer, mineraler og antioxidanter, den er fiberrig og meget vandholdig og kalorielet.

Men der er absolut intet videnskabeligt belæg for at kalde sellerijuice en mirakelkur – og da slet ikke juicen: der er ingen grøntsager, der mirakuløst bliver “sundere” af at blive juicet og indtaget på fastende hjerte (de grove kostfibre er fx ikke med i juicen).

Men for meget af en ting kan godt være direkte skadeligt – sola dosis facit venenum. Heldigvis er er sellerijuicens potentielle skadelige virkening begrænset på grund af plantens andre magiske egenskaber:

Selleri har en noget barsk smag. Og de barskest smagende dele af planten er også de mest antioxidant-og mineralholdige – og dermed potentielt sundeste / mest toksiske dele af planten – nemlig bladene, som sjovt også er den del af planten, mine juicende kunder har svært ved at forlige sig med.

Sellerijuicekuren er blevet gjort populær af en vis Anthony William Coviello, der går under navnet Medical Medium – på dansk Den medicinske seer. Hans claim to fame er at han er – og her citerer jeg Gyldendals blurb:

født med en enestående evne til at kommunikere med en højtstående ånd, som giver ham meget nøjagtig [sic!] helbredsinformationer, der ofte er langt forud for vores tid

Angiveligt blev han som fireårig kontaktet af “det højestes ånd”, beskrevet lidt á la Gandalf, som sagde “jeg er her for at hjælpe dig” og fik ham til at diagnosticere bedstemoderens lungekræft tre uger før lægerne.

Siden da er det gået frem: Coviello har 2.100.000 følgere på Instagram, der er 3.400.000 følgere på hans amerikanske facebookside og omkring 20.000 følgere i diverse danske grupper.

Når “sellerijuice” kan være et så levedygtigt mem – i Richard Dawkins’ betydning, som en “ide”, der kan overleve i et mangefacetteret kulturelt miljø – og blive udbredt, også blandt folk, der normalt kunne anses for fornuftsvæsener, skyldes det flere ting.

For det første vil “nyomvendte” formentlig føle en vis fremgang i deres generelle sundhedstilstand.

Lever man af fun light, hvidt toastbrød og vingummibamser, er det indlysende, at man vil opleve et boost af velvære, hvis man starter dagen med 473 ml bladsellerijuice (16 ounces, Coviellos angivne dosis, hverken mere eller mindre) på fastende hjerte.

Og lider man af en eller anden af de alvorlige og livstruende sygdomme, Coviello hævder at have en kur mod, vil ethvert afbræk fra det institutionaliserede behandlingsforløb føles som en ferie på landet.

For det andet er vi prædisponeret for at kunne lide enkle budskaber – det er den kognitive nærighed, der spiller ind. Er der nogen, der kommer med et simpelt budskab – og helst et simpelt budskab, der passer ind i vores egen, foruddefinerede verdensforståelse – er vi tilbøjelige til at vælge det frem for et mere kompliceret budskab.

Og så skal det helst være underholdende – og gerne lidt på tværs af det etablerede. Etableret videnskab er nemlig kedeligt. Vi har jo i forvejen kostrådene, der angiver, at man skal spise masser af grøntsager. Men det er jo så kedeligt og videnskabeligt, ikke sandt?

Det er sjovere at følge en kur, der er anbefalet af Gwyneth Paltrow – I ved, hende, der på sit website, goop.com forhandler små sprayflasker med psychic vampire repellant og dertil anbefaler kvinder at stikke grønne jadesten op i kussen og give sig selv tarmskylninger med kaffe.

Problemet med memer som sellerijuice er at de spreder sig i mere eller mindre fortyndet form så de til sidst ender som vedtagne sandheder på de sociale medier og på diverse mere eller mindre obskure helsesider, og i forløbet dukker de selvfølgelig også frem i de etablerede medier.

Det kan ske enten som halvsløje kostråd i en fomiddagsavis eller som deciderede talking points i sundhedsprogrammer, hvor de, fordi journalister efterlever en presseetik, der siger, at man også skal lade modparten komme til orde, i kraft af konspirationsteoriernes mekanik – “hvis du siger at det er løgn er det fordi du er i lommen på big science” – kan risikere at komme til at virke som ekstra brændstof til de “omvendte”.

Der har altid cirkuleret “Mutterwitz” og mere eller mindre gode “traditionelle” råd om kost og helse. En af mine yndlinge fra nyere tid, er den om løg i sokken. Putter man et par skiver løg i sokken, når man er forkølet, skal man efter sigende kunne trække forkølelsen ud af kroppen. Løg tiltrækker nemlig dårligdom.

Det er selvfølgelig det rene og pure vås – det eneste man får ud af det er løgstinkende sokker og øget risiko for at glide i løgene og brække noget.

Og så er løg-rådet faktisk en forvanskning af et gammelt finsk-russisk råd, der rent faktisk virker: put et løg i en sok, hæng sokken på sengestolpen, sæt dig derefter i sengen og drik vodka indtil du kan se to sokker. Læg dig så og sov den ud – så går forkølelsen over i løbet af en uges tid.

Problemet er, at de sociale medier giver plattenslagere en ny og stærkere platform for at opfinde og udbrede fake health news.

Jeg tror i hvert fald ikke Coviellos tegnedreng er blevet slankere i de år, der er gået, siden han præsenterede sin kontakt til “den højeste ånd” – og der er mange, der står i kø for at få en skive af kagen – en evigt voksende kage, der sagtens kan kombineres med kraniosakralterapi, pupillæsninger, nekromantik og numerologi, hvis det nu endelig skal være.

Det bringer os frem til et par konklusioner.

Det er jo indlysende at – nu hvor facebook og andre sociale medier er begyndt at intensivere kampen mod fake news på den politiske arena – der ud over et faktatjek af at indholdet stammer fra rigtige mennesker og ikke bare en robot, også er behov for at faktatjekke fødevare- og sundhedsrelateret indhold.

For det andet kan man efterlyse en højere grad af “sundhedsgastronomisk” dannelse i hele kæden fra bord til jord, en dannelse, der i højere grad end nu lægger vægt på viden om råvarernes egenskaber og kombinerer dem med gastronomisk viden.

Så kan oplysningen om de mere komplekse sundhedsbudskaber bliver mere fornøjelig – og sundhedsprædikanter som Coviello udstillet som de kedsommelige fedtspillere, de i virkeligheden er. ”At gavne og fornøje, / Hav stedse det for Øje”, som Wessel udlagde Horats.

For det andet er det mindst lige så indlysende, at verden trænger til afbalancerede journalister og andre skribenter, der ikke blot hopper på den første, den bedste modedille – men som har tiden og evnen til at researche og formidle kompliceret stof, på en måde, så det fænger.

Og det sidste kan være et problem. For det handler om videnskab – og det er per definition vanskeligt at formidle. Se bare til vacciner, klima osv. osv. Det er der faktisk nogen, der har lavet et mem om (i den moderne betydning). Et mem, der nok ikke er så indbringende som bladsellerimemet.

Peace out.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *