Denne blogger er formentlig en af de få, der ikke deltog i Opus-konferencen om den nye, nordiske mad på CBS den 16. juni. Men det skal da ikke forhindre mig i at kommentere på mediernes dækning. Jeg er, som det sig næsten hør og bør, nemlig ikke entydigt begejstret for det, jeg hører og ser.
Efter min mening bør deltagerne i projektet først og fremmest fokusere på de økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, der har skabt og omskaber vores madkultur. Heri ligger nemlig nøglen til et godt, langt, lykkeligt og sundt liv.
Vi kan nemlig altid diskutere, om der overhovedet findes en nordisk madkultur. Her i landet har vi mig bekendt altid været mest påvirket af den tyske kultur, mens svenskerne er påvirket af den russiske.
Det spejler sig i vores forhold til mad og drikke – svenskernes snapseviser og snapsekultur er fætre til de russiske skåltaler og vodkatraditioner, mens vores ølkultur er klimatisk betinget og svoger til tyskens ølhaller og -haver.
Det skurrer i mine øren, når jeg hører, at projektet handler om at få gjort den nordiske madkultur folkelig. En ting er forholdet til de nordiske råvarer: Jeg er så absolut enig med Jan Krag Jakobsen, når han til MetroXPress siger, at:
»vores viden og dyrkelse af de gode råvarer, den gode smag og hele måltidet som holdepunktet i familiens hverdag og skoleundervisningen er gået i glemmebogen og i årevis trængt i baggrunden for andre ting«.
Det tror pokker: Når skolerne skal undervise børn i hjemkundskab sker det nogle steder for latterlige syv kroner pr time. Når børnene skal spise, sker det i en frokostpausen, der varer snoldede tredive minutter, og som de fleste skoleelever formentlig hellere vil bruge på noget andet. Og når supermarkederne skal købe ind, sker det først og fremmest med hensyntagen til udseende, pris og holdbarhed, med en tilsidesættelse af lokale råvarer, der understøttes af strukturelle mekanismer som eksternaliserede omkostninger, markedsføringsbidrag og hyldemeterpriser.
Men det skurrer også, når jeg hører, at det tager meget lang tid og er en meget uoverskuelig manøvre at ændre befolkningens kostvaner.
Det er flere gange er blevet fremhævet, at den nordiske kost skal kunne sammenlignes med middelhavsdiæten. Læsere af denne blog vil vide, at jeg betragter begrebet middelhavsdiæt som lidt af en eksotisme: Der er tale om en oprindelig diæt, sådanne har aldrig været usunde – og man har før i tiden kunnet finde dem i såvel Tananarive som i Tarm og Torremolinos.
Men nu er de fleste af de oprindelige diæter forsvundet til fordel for en relativt ensrettet western diet, som ikke har været svær at indføre på globalt plan.
Man kan som eksempel se hvad der er sket med rigtig mange af de oprindelige diæter – de er erstattet af en junk-fast-diæt (pulverbearnaise, pumpede kyllinger og dessert fra MickeyDee). I Europa er det sket inden for de sidste tres år (tyve, for de tidligere østbloklandes vedkommende). Og det er sket i noget, der lidt forsimplet kan kaldes two easy pieces:
- Angsten for hungersnød efter anden verdenskrig skabte landbrugsstøtten, der i sin tur skabte rigeligt med billige kalorier til alle – tiltrængt på den tid, men
- Siden firserne har fødevareindustriens mantra været konkurrence – med spis mere / spis mere af vores produkt som not so unique selling points – og man skal vist være svært talblind for ikke at kunne regne ud hvad det medfører, forrige bullet taget i betragtning
Derfor bekymrer det mig, at fokus i projektet ligger så ensidigt på de sunde komponenter i de nordiske fødevarer. Hvis ikke fødevaren bliver spist er den ikke sund.
Hvis det vigtigste resultat af projektet er en række identificerede komponenter med dokumenteret sundhedsvirkning, der kan tilsættes junk- og fastfood og reklameres med et anprisningsmærke er det sgu for tamt.
Men med den økonomiske indretning af fødevareforsyningen vi ser nu og med det forskningsmæssige fokus, der ligger i projektet, vil det være endog meget svært at få det danskdyrkede hvidkålshovede ind på den spanske iceberg-salats plads både i supermarkederne og på middagsbordene.
Skriv et svar